Resumé
På baggrund af et afholdt tilsynsbesøg traf Erhvervsstyrelsen den 12. november 2024 afgørelse om overholdelse af hvidvaskloven vedrørende Raaby Revision ApS, CVR-nr. 33753446.
Erhvervsstyrelsen konstaterede, at virksomheden ikke havde udarbejdet en tilstrækkelig risikovurdering eller tilstrækkelige skriftlige politikker, forretningsgange og kontroller, hvorfor virksomheden blev påbudt at opdatere materialet således, at det lever op til kravene i hvidvaskloven.
Erhvervsstyrelsen konstaterede endvidere, at virksomheden ikke havde sikret forretningsgange til at afgøre, om en kunde er en politisk eksponeret person (PEP), nærtstående eller nær samarbejdspartner til en politisk eksponeret person, hvorfor virksomheden blev påbudt at sikre sig disse.
Virksomheden modtog et påbud for i tre tilfælde ikke at have gennemført rimelige foranstaltninger for at klarlægge kundens ejer- og kontrolstruktur. Endvidere modtog virksomheden i to tilfælde en påtale herfor.
Virksomheden modtog et påbud for i otte tilfælde ikke at have foretaget en tilstrækkelig vurdering, og hvor relevant indhentet oplysninger om, forretningsforbindelsens formål og tilsigtede beskaffenhed. Virksomheden modtog ligeledes en påtale for i tre tilfælde ikke at have gjort dette.
Virksomheden modtog også et påbud for i otte tilfælde ikke at have foretaget en tilstrækkelig risikovurdering af det enkelte kundeforhold. Virksomheden modtog ligeledes en påtale for i tre tilfælde ikke at have gjort dette.
Virksomheden modtog et påbud for i syv tilfælde ikke at have foretaget kontrol af, om kunderne er politiske eksponerede personer (PEP), nærtstående eller nær samarbejdspartner til en politisk eksponeret person. Virksomheden modtog ligeledes en påtale herfor i tre tilfælde.
Virksomheden modtog en påtale for i seks kundesager ikke at have eller ikke rettidigt at have kontrolleret kundens identitetsoplysninger på grundlag af dokumenter, data eller oplysninger indhentet fra en pålidelig og uafhængig kilde.
Virksomheden modtog også en påtale for i syv tilfælde ikke at have gennemført rimelige foranstaltninger for at kontrollere den eller de reelle ejeres identitetsoplysninger.