Resumé
På baggrund af et afholdt tilsynsbesøg traf Erhvervsstyrelsen den 13. april 2026 afgørelse om overholdelse af hvidvaskloven vedrørende PRO VIRKSOMHEDSSERVICE ApS, CVR-nummer 28867964.
Erhvervsstyrelsen har ud fra en risikobaseret tilgang valgt at fokusere på virksomhedens vurdering af forretningsforbindelsens formål og tilsigtede beskaffenhed, virksomhedens risikovurdering af det enkelte kundeforhold, virksomhedens gennemførsel af skærpede kundekendskabsprocedurer samt undersøgelsespligten og underretningspligten.
Virksomheden modtog et påbud om at foretage tilstrækkelige vurderinger og hvor relevant indhente oplysninger om den enkelte forretningsforbindelses formål og tilsigtede beskaffenhed.
Virksomheden modtog ligeledes et påbud om at foretage tilstrækkelige risikovurderinger af det enkelte kundeforhold, herunder vurdere forretningsforbindelsens formål, omfang, regelmæssighed og varighed samt inddrage hvidvasklovens bilag 2 og 3 således, at virksomheden får afdækket de relevante risikofaktorer i de enkelte kundeforhold.
Erhvervsstyrelsen påbød virksomheden at foretage en undersøgelse vedrørende mistanke om en eller flere kunders tilknytning til hvidvask eller finansiering af terrorisme.
Erhvervsstyrelsen påbød herudover virksomheden omgående at underrette Hvidvasksekretariatet vedrørende mistanke om en kundes tilknytning til hvidvask eller finansiering af terrorisme.
Erhvervsstyrelsen har besluttet at anmode National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) om at indlede en politimæssig efterforskning af, om PRO VIRKSOMHEDSSERVICE ApS, CVR-nummer 28867964, har overtrådt hvidvasklovens § 11, stk. 1, nr. 4, § 11, stk. 3, jf. § 11, stk. 1-2, § 25, stk. 1, samt § 26, stk. 1.