Revisorer og revisionsvirksomheder

PricewaterhouseCoopers Statsautoriseret Revisionspartnerselskab

Rapport om kvalitetskontrol i 2020 af PricewaterhouseCoopers Statsautoriseret Revisionspartnerselskab CVR-nr. 33 77 12 31. Afsluttet efter revisorlovens § 35 a, stk. 1, nr. 1 (uden yderligere opfølgning).

  • 30. september 2021
  • PricewaterhouseCoopers Statsautoriseret Revisionspartnerselskab
  • Resultat af kvalitetskontrol (PIE)
  • Sagsnummer: 2019-15626

Den kontrollerede revisionsvirksomhed er:

PricewaterhouseCoopers Statsautoriseret Revisionspartnerselskab (herefter revisionsvirksomheden) 
Strandvejen 44 
2900 Hellerup
CVR-nr. 33771231.

Kvalitetskontrollen for 2020 er gennemført som led i Erhvervsstyrelsens ordinære kvalitetskontrol af revisionsvirksomheden. 

Denne rapport indeholder sammendrag af Erhvervsstyrelsens væsentligste konklusioner fra 
kvalitetskontrollen for 2020.

En rapport om kvalitetskontrol er adresseret til revisionsvirksomheden. Revisionsvirksomheden er ansvarlig for at følge op på forbedringspunkter identificeret i forbindelse med en kvalitetskontrol, uanset om de observationer, der har ført til forbedringspunkter, er identificeret ved gennemgang af en eller flere erklæringsopgaver eller ved gennemgang af revisionsvirksomhedens kvalitetsstyringssystem.

Kvalitetskontrollens formål og omfang

Kvalitetskontrollen er udført i overensstemmelse med revisorforordningen, revisorloven, bekendtgørelse om kvalitetskontrol af revisionsvirksomheder1 samt Erhvervsstyrelsens retningslinjer for kvalitetskontrol for 2020. 

Kvalitetskontrol omfatter en gennemgang af, hvorvidt revisionsvirksomheden har etableret, implementeret og anvendt et kvalitetsstyringssystem i overensstemmelse med revisorlovens § 28, og om systemet opfylder kravene i bekendtgørelse om revisionsvirksomheders interne organisation2 samt bekendtgørelse om godkendte revisorers og revisionsvirksomheders tilrettelæggelse af arbejdet3

Revisionsvirksomheden er underlagt årlig kvalitetskontrol, jf. bekendtgørelse om kvalitetskontrol af revisionsvirksomheder § 4, stk. 2. Der foretages som udgangspunkt en fuld gennemgang af revisionsvirksomhedens interne organisering, herunder kvalitetsstyringssystem hvert 3. år. Der foretages gennemgang af overvågning og evaluering hvert år.

Kvalitetskontrollen i 2020 har omfattet en gennemgang af revisionsvirksomhedens overvågning og evaluering af kvalitetsstyringssystemet og erklæringsopgaver med udgangspunkt i CAIM (Common Audit Inspection Methodology) firmwide work programme L - Internal monitoring, med henblik på at kunne foretage en vurdering af, om politikkerne og procedurerne er tilstrækkelige, herunder om de overholder krav i bekendtgørelser og standarder, samt at de er tilpasset revisionsvirksomheden. 

Gennemgangen af overvågning og evaluering har derudover omfattet en gennemgang af revisionsvirksomhedens seneste og forrige overvågning og evaluering heraf. Der er som led i kvalitetskontrollen udtaget erklæringsopgaver, som har været genstand for overvågning og evaluering af erklæringsopgaver, for at teste revisionsvirksomhedens overvågning og evaluering af erklæringsopgaver. 

Kvalitetskontrollen i 2020 har omfattet en stikprøvevis gennemgang af 18 erklæringsopgaver. 14 erklæringsopgaver er udvalgt for at teste revisionsvirksomhedens overvågning og evaluering af erklæringsopgaver. Derudover er der udtaget 4 erklæringsopgaver, hvor gennemgangen vedrører udlånsområdet i finansielle virksomheder af interesse for offentligheden, jf. revisorlovens § 1 a, stk. 1, nr. 3. Den stikprøvevise udtagelse af erklæringsopgaver har taget udgangspunkt i en risikobaseret tilgang, herunder erklæringsopgavernes art og omfang i revisionsvirksomheden. 

Erhvervsstyrelsens konklusion på den udførte kvalitetskontrol 

Ved kvalitetskontrollen er Erhvervsstyrelsen ikke blevet bekendt med forhold, der giver anledning til at konkludere, at revisionsvirksomhedens politikker og procedurer for overvågning og evaluering af kvalitetsstyringssystemet ikke er tilstrækkelige i forhold til revisionsvirksomhedens størrelse og driftsmæssige karakteristika. Erhvervsstyrelsen er ikke blevet bekendt med forhold, der giver anledning til at konkludere, at revisionsvirksomhedens seneste og forrige foretagne overvågning og evaluering af kvalitetsstyringssystemet og erklæringsopgaver ikke er tilstrækkelige i forhold til revisionsvirksomhedens størrelse og driftsmæssige karakteristika. 

I forbindelse med gennemgangen af erklæringsopgaver er Erhvervsstyrelsen ikke blevet bekendt med forhold, der giver anledning til at konkludere, at de gennemgåede erklæringsopgaver ikke er udarbejdet i overensstemmelse med revisorlovgivningen og kvalitetsstyringssystemet. Erhvervsstyrelsen er derved ikke blevet bekendt med forhold, der giver anledning til at konkludere, at kvalitetsstyringssystemet ikke har været anvendt i tilstrækkeligt omfang. 

På baggrund af den gennemførte kvalitetskontrol har Erhvervsstyrelsen besluttet at afslutte kvalitetskontrollen uden yderligere opfølgning, jf. revisorlovens § 35 a, stk. 1, nr. 1. 

Erhvervsstyrelsen anser hermed kvalitetskontrollen i 2020 for afsluttet.