Hvidvask

PIVOT PARTNER ApS

Vurdering om overholdelse af hvidvaskloven vedrørende PIVOT PARTNER ApS

  • 11. november 2024
  • PIVOT PARTNER ApS
  • Skatterådgivere, bogholdere o.a. der tilbyder samme ydelser som advokater, ejendomsmæglere eller revisorer

Resumé

På baggrund af et afholdt tilsynsbesøg traf Erhvervsstyrelsen den 11. november 2024 afgørelse om overholdelse af hvidvaskloven vedrørende PIVOT PARTNER ApS CVR-nr. 25293665.

Erhvervsstyrelsen konstaterede, at virksomheden ikke havde udarbejdet en tilstrækkelig risikovurdering eller tilstrækkelige skriftlige politikker, forretningsgange og kontroller, hvorfor virksomheden blev påbudt at opdatere materialet, således at det lever op til kravene i hvidvaskloven.

Virksomheden modtog herudover et påbud for i elleve tilfælde ikke at have foretaget en vurdering, og hvor relevant, indhentet oplysninger om forretningsforbindelsens formål og tilsigtede beskaffenhed. Virksomheden modtog herudover en påtale for i ét tilfælde ikke rettidigt at have vurderet, og hvor relevant, indhentet oplysninger om forretningsforbindelsens formål og tilsigtede beskaffenhed.

Virksomheden modtog et påbud for i syv tilfælde ikke at have foretaget en risikovurdering af det enkelte kundeforhold, herunder vurdere forretningsforbindelsens formål, omfang, regelmæssighed og varighed samt inddrage hvidvasklovens bilag 2 og 3. Virksomheden modtog også en påtale for i ét tilfælde ikke at have foretaget en risikovurdering rettidigt.

Erhvervsstyrelsen konstaterede, at virksomheden ikke havde oprettet en whistleblowerordning, hvor ansatte via en særlig uafhængig og selvstændig kanal kan indberette overtrædelser eller potentielle overtrædelser af hvidvaskloven og regler, der er udstedt i medfør heraf, hvorfor virksomheden modtog et påbud herfor.

Virksomheden modtog en påtale for ikke rettidigt at have gennemført tilstrækkelige kundekendskabsprocedurer, idet Erhvervsstyrelsen i forbindelse med gennemgangen af nogle kundesager kunne konstatere, at virksomheden i elleve tilfælde ikke havde kontrolleret kundernes identitetsoplysninger på grundlag af dokumenter, data eller oplysninger indhentet fra en pålidelig og uafhængig kilde ved etablering af forretningsforbindelsen.

Virksomheden modtog en påtale for i elleve tilfælde ikke rettidigt at have gennemført rimelige foranstaltninger for at kontrollere den eller de reelle ejeres identitetsoplysninger.

Virksomheden modtog herudover en påtale for i elleve tilfælde ikke rettidigt at have foretaget kontrol af, om kunderne er politiske eksponerede personer (PEP), nærtstående eller nær samarbejdspartner til en politisk eksponeret person.