Nyhed

Ny version af den fællesoffentlige standardkontoplan

Erhvervsstyrelsen har i samarbejde med Skattestyrelsen og Danmarks Statistik opdateret den fællesoffentlige standardkontoplan, som skal færdigimplementeres hos udbydere af registrerede bogføringssystemer til brug pr. 5. januar 2026 for bogføringspligtige virksomheder.

  • 1. december 2025
  • Digitale årsrapporter

Den fællesoffentlige standardkontoplan er en standardiseret kontoplan, som kan bruges til indberetning til offentlige myndigheder.

Standardkontoplanen er blevet opdateret. Opdateringen skal implementeres i de registrerede digitale bogføringssystemer af systemudbyderne, så den er klar til brug for bogføringspligtige virksomheder pr. den 5. januar 2026.

Udbydere af registrerede bogføringssystemer skal sikre, at standardkontoplanen enten kan implementeres direkte i virksomhedernes bogføringssystem eller indirekte, hvor virksomhedens eller bogføringssystemets konti er 'mappet' til den fællesoffentlige standardkontoplan.

Brugere af registrerede digitale bogføringssystemer skal ikke foretage sig noget. Pligten til at implementere ændringer er hos udbyderne af de registrerede digitale bogføringssystemer.

Formålet med standardkontoplanen

Den fællesoffentlige standardkontoplan er en del af en større helhedsplan for en mere automatiseret, digital og ensartet bogføring og indberetning - med mindre manuel håndtering og færre fejl. Opdateringen af den offentlige standardkontoplan er en forudsætning for at kunne understøtte virksomheder, der bliver omfattet af digital bogføringspligt fra den 1. januar 2026, samt en forudsætning for de kommende udvidede krav til udtræk af bogføringsdata i SAF-T filformatet den 1. januar 2027.

Standardkontoplanen understøtter standardiseret kontering i virksomhederne, og giver systemudbyderne bedre muligheder for at koble deres systemer til myndigheders indberetningsløsninger. Virksomheder kan fx indberette årsrapporten ved at uploade en fil med bogføringsdata baseret på standardkontoplanen, så de undgår manuel indtastning og fejlkilder. Koblingen til den offentlige standardkontoplan sikrer ligeledes, at bogføringsdata eksporteret til SAF-T filformatet gør det lettere at validere og anvende data i offentlig indberetning og ved skift af bogføringssystemer mv.

Læs mere om standardkontoplanen