Resumé
På baggrund af et afholdt tilsynsbesøg traf Erhvervsstyrelsen den 20. november 2023 afgørelse om overholdelse af hvidvaskloven vedrørende Lokal Revision – statsautoriseret anpartsselskab, CVR-nr. 41943661.
Erhvervsstyrelsen konstaterede, at virksomheden ikke havde udarbejdet en tilstrækkelig risikovurdering eller tilstrækkelige skriftlige politikker, forretningsgange og kontroller, hvorfor virksomheden blev påbudt at opdatere materialet, således at det lever op til kravene i hvidvaskloven. Virksomheden modtog tillige et påbud om at udarbejde tilstrækkelige forretningsgange til at afgøre om en kunde eller dennes reelle ejer er en politisk eksponeret person (PEP), nærtstående eller nær samarbejdspartner til en PEP.
Virksomheden modtog endvidere påbud for ikke at have gennemført tilstrækkelige kundekendskabsprocedurer, idet Erhvervsstyrelsen i forbindelse med gennemgangen af nogle kundesager kunne konstatere, at virksomheden i et tilfælde ikke havde gennemført rimelige foranstaltninger for at kontrollere kundens identitetsoplysninger på grundlag af dokumenter, data eller oplysninger fra en pålidelig og uafhængig kilde. Virksomheden modtog påtale for i to tilfælde ikke at have gennemført kontrollen rettidigt samt påtale for i to tilfælde ikke at have gennemført kontrollen, da kundeforholdet var ophørt på tidspunktet for tilsynsbesøget, modtager virksomheden en påtale og ikke et påbud for overtrædelsen.
Virksomheden modtog et påbud om i fire tilfælde at kontrollere kundevirksomhedens reelle ejeres identitetsoplysninger, således at virksomheden med sikkerhed ved hvem den eller de reelle ejere er. Virksomheden modtog påtale for i seks af de udtagne kundesager, heraf tre tilfælde for ikke at have gennemført kontrollen rettidigt og tre tilfælde hvor virksomheden ikke havde gennemført kontrollen. Da kundeforholdet var ophørt på tidspunktet for tilsynsbesøget, modtager virksomheden en påtale og ikke et påbud for overtrædelsen.
Virksomheden modtog endvidere påbud for i to tilfælde ikke at have gennemført rimelige foranstaltninger for at klarlægge ejer- og kontrolstrukturen, når kunden er en juridisk person. Virksomheden modtog påtale for i seks tilfælde ikke at have gennemført kontrollen rettidigt.
Virksomheden modtog ydermere påbud for i fem tilfælde ikke at have vurderet og hvor relevant indhentet oplysninger om forretningsforbindelsens formål og tilsigtede beskaffenhed. Virksomheden modtog tillige en påtale for ikke rettidigt at have foretaget ovenstående vurdering i fem tilfælde, hvor kundeforholdet var ophørt på tidspunktet for tilsynsbesøget, hvorfor virksomheden modtog en påtale og ikke et påbud for overtrædelsen.
Virksomheden modtog tillige påbud om at foretage risikovurdering af det enkelte kundeforhold, herunder vurdere forretningsforbindelsens formål, omfang, regelmæssighed og varighed samt inddrage hvidvasklovens bilag 2 og bilag 3. Idet Erhvervsstyrelsen i forbindelse med gennemgangen af nogle kundesager kunne konstatere, at virksomheden i seks tilfælde ikke havde foretaget risikovurderingen. Virksomheden modtog tillige en påtale for ikke rettidigt at have foretaget ovenstående vurdering i fem tilfælde, hvor kundeforholdet var ophørt på tidspunktet for tilsynsbesøget, hvorfor virksomheden modtog en påtale og ikke et påbud for overtrædelsen.
Virksomheden modtog påbud om at gennemføre skærpede kundekendskabsprocedurer, hvor der vurderes at være øget risiko for hvidvask eller finansiering af terrorisme. Idet virksomheden i et tilfælde havde vurderet, at kundeforholdet indebar en betydelig risiko, men ikke kunne dokumentere at have gennemført skærpede kundekendskabsprocedurer.
Virksomheden modtog endvidere et påbud for i seks tilfælde ikke at have foretaget kontrol af om kunden eller dennes reelle ejer er en politisk eksponeret person (PEP), nærtstående eller nær samarbejdspartner til en politisk eksponeret person. Virksomheden modtog påtale for ikke at have gennemført kontrollen i fem tilfælde, hvor kundeforholdet var ophørt på tidspunktet for tilsynsbesøget, hvorfor virksomheden modtog en påtale og ikke et påbud for overtrædelsen.
Virksomheden modtog tillige påbud om omgående at underrette Hvidvasksekretariatet, ved mistanke, viden eller formodning om, at en aktivitet eller midler har tilknytning til hvidvask eller terrorfinansiering.
Endelig modtog virksomheden påbud om at oprette en whistleblower ordning, hvor ansatte via en særlig, uafhængig og selvstændig kanal kan indberette overtrædelser eller potentielle overtrædelser af hvidvaskloven og regler som er udstedt i medfør heraf.
Virksomheden modtog påtale for ikke rettidigt at have undersøgt baggrunden for og formålet med alle transaktioner, transaktionsmønstre og aktiviteter, der er komplekse, usædvanligt store, foretages i et usædvanligt mønster eller ikke har et åbenbart økonomisk eller lovligt formål, idet Erhvervsstyrelsen i forbindelse med gennemgangen af nogle kundesager kunne konstatere, at virksomheden i et tilfælde ikke havde foretaget undersøgelse af kundens usædvanlige aktiviteter og udarbejdet notat herom. Da kundeforholdet var ophørt ved tilsynsbesøget, modtager virksomheden en påtale og ikke et påbud for overtrædelsen.
Erhvervsstyrelsen har derfor besluttet at anmode National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) om at indlede en politimæssig efterforskning af, om Lokal Revision – statsautoriseret anpartsselskab, CVR-nr. 41943661, har overtrådt hvidvasklovens § 7, stk. 1, § 8, stk. 1, § 18, stk. 1, § 11, stk. 1- 2, § 11, stk. 3, 1., 3. og 4. pkt., § 25, stk. 1, § 26, stk. 1 og § 35.