Erhvervsdrivende fonde

Kritik af formålsændring uden tilladelse

Erhvervsstyrelsen udtalte kritik af, at en fondsbestyrelse ikke havde anmodet om den lovpligtige tilladelse til et salg af en ejendom, som fonden havde til formål at eje.

  • 16. oktober 2017
  • Kritik af formålsændring uden tilladelse
  • Fondsretlige forhold
  • Sagsnummer: X17-AQ-97-SG

Salget af [EJENDOM A], [FONDEN], [CVR-nr.]

Erhvervsstyrelsen har den 13. juli 2017 modtaget ovennævnte fonds anmodning om tilladelse til at træde i likvidation med henvisning til bl.a., at fonden har solgt [EJENDOM A].

Fondens formål er bl.a. ”at eje [EJENDOM A], samt gennem ejerskabet af denne ejendom at virkeliggøre de oprindelige stifteres formål, nemlig at virke til gavn for Kolding og erhvervslivet i Kolding.”.

Et salg af [EJENDOM A] ville dermed have krævet, at der inden salget var givet tilladelse til en ændring af fondens formål efter erhvervsfondslovens § 891.

En sådan tilladelse ses ikke at være givet. Efter styrelsens praksis kan der i overensstemmelse med forarbejderne til ervervsfondsloven kun meddeles tilladelse til en formålsændring eller en likvidation af en erhvervsdrivende fond, hvis formålet ikke eller kun vanskeligt kan opfyldes eller er blevet uhensigtsmæssigt.

Erhvervsstyrelsen har derfor i et brev af 16. august 2017, jf. erhvervsfondslovens §§ 17, stk. 1, og 24, stk. 3, anmodet fondens bestyrelse om at udarbejde og indsende en uddybende redegørelse for:

  1. Baggrunden for fondens salg af [EJENDOM A] og hvorfor bestyrelsen fandt, at fondens formål ikke eller kun vanskeligt kunne opfyldes eller var blevet uhensigtsmæssigt
  2. Hvorfor bestyrelsen undlod at indhente den lovpligtige tilladelse til en formålsændring jf. erhvervsfondslovens § 89 inden salget af [EJENDOM A].

Erhvervsstyrelsen har i samme brev henledt opmærksomheden på, at fondens bestyrelse har ansvaret for, at fondens aktiviteter udføres i overensstemmelse med vedtægten, herunder formålet, jf. erhvervsfondslovens § 38, stk. 1. Styrelsen har samtidig henvist til, at overtrædelse af bestyrelsens pligt til at varetage fondens formål er strafbelagt med bøde, jf. erhvervsfondslovens § 132, stk. 1.

Erhvervsstyrelsen har den 11. september 2017 modtaget en redegørelse og tilhørende dokumentation fra bestyrelsesformanden. Bestyrelsen har dermed bl.a. redegjort for ejendommens egenskaber, baggrunden for dens hidtidige udlejning,  ejendomsmarkedet i Kolding samt fondens drift og økonomiske situation.

Erhvervsstyrelsen skal på baggrund af ovenstående udtale en kritik af, at fondens bestyrelse ikke forinden har anmodet om den lovpligtige tilladelse til salget af [EJENDOM A], jf. erhvervsfondslovens § 89.

Hvad angår fondens anmodning om tilladelse til likvidation har Erhvervsstyrelsen den 12. oktober 2017 modtaget en anmodning fra bestyrelsesformanden om, at sagen udsættes i fem uger. Styrelsen forholder sig derfor afventende i forhold til den videre behandling af likvidationssagen indtil de fem uger er passeret.

Klagevejledning

Denne afgørelse kan indbringes for Erhvervsankenævnet pr. e-mail til adressen [email protected] eller pr. post til Toldboden 2, 8800 Viborg, senest fire uger efter, at afgørelsen er meddelt fonden, jf. erhvervsfondslovens § 130. 

Styrelsen skal til orientering oplyse, at Erhvervsankenævnet i forbindelse med en eventuel klage opkræver et gebyr, der helt eller delvis kan tilbagebetales, såfremt 
der gives medhold i klagen.