Resumé
På baggrund af et afholdt tilsynsbesøg traf Erhvervsstyrelsen den 27. september 2024 afgørelse om overholdelse af hvidvaskloven vedrørende JØRN M. SCHMIDT STATSAUTORISERET REVISIONSANPARTSSELSKAB, CVR-nummer 28309724.
Erhvervsstyrelsen konstaterede, at virksomheden ikke havde udarbejdet en tilstrækkelig risikovurdering eller tilstrækkelige skriftlige politikker, forretningsgange og kontroller, hvorfor virksomheden blev påbudt at opdatere materialet, således at det lever op til kravene i hvidvaskloven.
Virksomheden modtog endvidere påbud om at gennemføre tilstrækkelige kundekendskabsprocedurer, idet Erhvervsstyrelsen i forbindelse med gennemgangen af nogle kundesager kunne konstatere, at virksomheden ikke havde vurderet og hvor relevant indhentet oplysninger om forretningsforbindelsernes formål og tilsigtede beskaffenhed, hvorfor virksomheden modtog påbud om at foretage denne vurdering i to kundesager. Virksomheden modtog desuden påtale for ikke at have gennemført vurderingen rettidigt i otte tilfælde. Endelig modtog virksomheden påtale i to tilfælde, hvor vurderingen af kundeforholdets tilsigtede beskaffenhed var utilstrækkelig. Da kunderne var ophørt, modtager virksomheden en påtale og ikke et påbud herfor.
Virksomheden modtog tillige påbud om at foretage risikovurdering af det enkelte kundeforhold, herunder vurdere forretningsforbindelsens formål, omfang, regelmæssighed og varighed samt inddrage hvidvasklovens bilag 2 og bilag 3, idet Erhvervsstyrelsen kunne konstatere at virksomheden i tre tilfælde ikke havde foretaget en tilstrækkelig risikovurdering. Virksomheden modtog tillige en påtale for i seks tilfælde ikke at have udarbejdet risikovurderingen rettidigt. Endelig modtog virksomheden påtale for ikke at have udarbejdet en tilstrækkelig risikovurdering i tre tilfælde, hvor kundeforholdet var ophørt, hvorfor virksomheden modtog en påtale og ikke et påbud for overtrædelsen.
Virksomheden modtog påbud om at gennemføre skærpede kundekendskabsprocedurer i en af de udtagne kundesager, hvor der vurderes at være øget risiko for hvidvask eller terrorfinansiering.
Erhvervsstyrelsen kunne i forbindelse med gennemgangen af nogle kundesager konstatere, seks tilfælde, hvor virksomheden ikke rettidigt at have kontrolleret kundernes identitetsoplysninger på grundlag af dokumenter, data eller oplysninger indhentet fra en pålidelig og uafhængig kilde, hvorfor virksomheden modtager påtale herfor. Virksomheden modtog påtale for i 11 af de udtagne kundesager, ikke rettidigt havde gennemført rimelige foranstaltninger for at kontrollere den eller de reelle ejeres identitetsoplysninger, således at virksomheden med sikkerhed ved hvem den eller de reelle ejere er. Virksomheden modtog endvidere påtale for ikke rettidigt at have gennemfør rimelige foranstaltninger for at klarlægge virksomhedens ejer- og kontrolstruktur, i fire af de udtagne kundesager.
Virksomheden modtog tillige påtale for ikke rettidigt at have foretaget kontrol af om kunden eller dennes reelle ejer er en politisk eksponeret person (PEP), nærtstående eller nær samarbejdspartner til en politisk eksponeret person, i samtlige udtagne kundesager.
Endelig modtog virksomheden påtale for ikke omgående at have underrettet Hvidvasksekretariatet ved viden om, mistanke om eller rimelig grund til at formode, at en transaktion, midler eller aktivitet har tilknytning til hvidvask eller finansiering af terrorisme.
Erhvervsstyrelsen skal gøre opmærksom på, at JØRN M. SCHMIDT STATSAUTORISERET REVISIONSANPARTSSELSKAB har indbragt afgørelsen for Erhvervsankenævnet den 24. oktober 2024.
Erhvervsankenævnet har ved kendelse af 16. april 2025 hjemvist afgørelsens påbud om opdatering af virksomhedens risikovurdering, politikker, forretningsgange og kontroller, påbuddet om at gennemføre rimelige foranstaltninger for at kontrollere den eller de reelle ejeres identitetsoplysninger, således at virksomheden med sikkerhed ved hvem den eller de reelle ejere er, påbuddet om at gennemføre risikovurdering af den enkelte kunde samt påbuddet om at gennemføre skærpede kundekendskabsprocedurer, hvor der vurderes at være øget risiko for hvidvask eller terrorfinansiering til fornyet behandling. Erhvervsankenævnet ændrede afgørelsens påbud om omgående at underrette Hvidvasksekretariatet ved viden om, mistanke om eller rimelig grund til at formode, at en transaktion, midler eller aktivitet har tilknytning til hvidvask eller terrorfinansiering.
Erhvervsankenævnet har stadfæstet afgørelsens yderligere reaktioner.