Regnskab

Indtræden i revisionspligt ifm. ændring af anvendt regnskabspraksis

Når en virksomhed ændrer regnskabspraksis, er der krav om tilpasning af sammenligningstallene, hvilket kan have en indvirkning på, hvornår revisionspligten indtræder, fordi størrelsesgrænserne kan overskrides som følge af praksisændringen.

  • 19. juni 2026
  • Indtræden i revisionspligt ifm. ændring af anvendt regnskabspraksis
  • Vejledning/fortolkning

Problemstilling

En virksomhed er i 20x1 under størrelsesgrænserne for revisionspligt og årsregnskabet for 20x1 er aflagt uden revision. I årsregnskabet for 20x2, ændrer virksomheden regnskabspraksis. Som følge heraf tilpasses virksomhedens sammenligningstal for 20x1. Ændringen af regnskabspraksis medfører, at virksomheden kommer over størrelsesgrænserne i 20x2 og ”tilsvarende” i 20x1 (sammenligningstallene). Hvornår indtræder revisionspligten?

Vejledende svar fra Erhvervsstyrelsen

Det er styrelsens vurdering, at revisionspligten allerede indtræder for regnskabsåret 20x2, idet størrelsesgrænserne er overskredet i to på hinanden følgende år (baseret på årets og sammenligningsårets tal i det aktuelle årsregnskab).

Erhvervsstyrelsen har tidligere udtalt, at der kan skiftes ”nedad” til en lavere regnskabsklasses regnskabspraksis, hvis virksomheden efter ændringen af sin regnskabspraksis opfylder størrelsesgrænserne for den nye, lavere regnskabsklasse. Dvs. at størrelserne for vurdering af regnskabsklasse, efter styrelsens vurdering, skal baseres på årets og sammenligningsårets tal i det aktuelle årsregnskab, hvor praksis ændres.

Erhvervsstyrelsens tidligere udtalelse går på skift ”nedad” til en lavere regnskabsklasses regnskabspraksis, men det er styrelsens opfattelse, at princippet også gælder, hvor ændringen af regnskabspraksis medfører, at virksomheden omfattes af en højere regnskabsklasse, således at der er symmetri i fortolkningen.

Det er desuden styrelsens fortolkning, at princippet for skift i regnskabsklasse, i henhold til årsregnskabslovens § 7, ligeledes kan anvendes som princip, når der skal foretages vurdering af indtræden i revisionspligt henholdsvis vurderingen af muligheden for fravalg af revision i henhold til årsregnskabslovens § 135, stk. 1.