Regnskab

Fravalg af revision ved ophør som holdingvirksomhed

En virksomhed, som ikke længere besidder kapitalinteresser i andre virksomheder og udøver betydelig indflydelse over disse, kan fravælge revision, hvis virksomheden isoleret set ikke overskrider størrelsesgrænserne i to på hinanden følgende år.

  • 16. juni 2026
  • Fravalg af revision ved ophør som holdingvirksomhed
  • Vejledning/fortolkning

Problemstilling

En virksomhed har hidtil været revisionspligtig som følge af ”holding-reglen” i årsregnskabslovens § 135, stk. 4. Virksomheden sælger primo 20x2 sine kapitalandele i en associeret virksomhed. Virksomheden har isoleret set været under størrelsesgrænserne, jf. årsregnskabslovens § 135, stk. 1, i regnskabsåret 20x1, ligesom virksomheden forventer at være under størrelsesgrænserne for 20x2.

Kan virksomheden på generalforsamlingen primo 20x2, hvor årsrapporten for 20x1 godkendes, træffe beslutning om at fravælge revision, således at årsrapporten for 20x2 ikke skal revideres? 

Vejledende svar fra Erhvervsstyrelsen

Ja, hvis en holdingvirksomhed, der hidtil har været revisionspligtig som følge af årsregnskabslovens § 135, stk. 4, sælger alle sine kapitalandele i tilknyttede og associerede virksomheder, så vil virksomheden kunne fravælge revision, hvis virksomheden isoleret set ikke i to på hinanden følgende år overskrider størrelsesgrænserne for fravalg af revision, jf. årsregnskabslovens § 135, stk. 1.”

Det skyldes, at den isoleret set har opfyldt kravet om »to på hinanden følgende år«. Det er naturligvis en forudsætning, at de øvrige betingelser for fravalg af revision er opfyldt. 

På tilsvarende vis, vil der indtræde revisionspligt første år en associeret virksomhed tilkøbes, hvis købet har medført, at størrelsesgrænserne for revisionspligt første gang overskrides. Herved lægges der således, ligesom ved frasalg, vægt på ændringen af virksomhedens status til holdingvirksomhed – og ikke på, om grænserne er overskredet i to på hinanden følgende år.