Resumé
På baggrund af et afholdt tilsynsbesøg traf Erhvervsstyrelsen den 28. januar 2025 afgørelse om overholdelse af hvidvaskloven vedrørende Frank Copenhagen ApS (forhenværende FF Copenhagen ApS), CVR-nr. 42341541.
Erhvervsstyrelsen konstaterede, at virksomheden ikke havde udarbejdet en tilstrækkelig risikovurdering eller tilstrækkelige skriftlige politikker, forretningsgange og kontroller, hvorfor virksomheden blev påbudt at opdatere materialet, således at det lever op til kravene i hvidvaskloven.
Erhvervsstyrelsen konstaterede endvidere, at virksomheden ikke havde sikret tilstrækkelige forretningsgange til at afgøre, om en kunde er en politisk eksponeret person (PEP), nærtstående eller nær samarbejdspartner til en politisk eksponeret person, hvorfor virksomheden blev påbudt at opdatere sine forretningsgange herfor.
Virksomheden modtog et påbud for i ét tilfælde ikke at have kontrolleret en kundes identitetsoplysninger på grundlag af dokumenter, data eller oplysninger indhentet fra en pålidelig og uafhængig kilde. Ligeledes modtog virksomheden en påtale for i ét tilfælde vedrørende et ophørt kundeforhold ikke at have kontrolleret kundens identitetsoplysninger samt for i seks tilfælde ikke at have gjort dette rettidigt.
Virksomheden modtog endvidere et påbud for i fem tilfælde ikke at have foretaget en vurdering, og hvor relevant, indhentet oplysninger om forretningsforbindelsens formål og tilsigtede beskaffenhed. Ligeledes modtog virksomheden en påtale for i fem tilfælde vedrørende ophørte kundeforhold ikke at have vurderet forretningsforbindelsens formål og tilsigtede beskaffenhed.
Derudover modtog virksomheden et påbud for i to tilfælde ikke at have foretaget en tilstrækkelig risikovurdering af det enkelte kundeforhold, herunder vurdere forretningsforbindelsens formål, omfang, regelmæssighed og varighed samt inddrage hvidvasklovens bilag 2 og 3. Ligeledes modtog virksomheden en påtale for i to tilfælde vedrørende ophørte kundeforhold ikke at have foretaget nogen risikovurdering af det enkelte kundeforhold samt for i fem tilfælde ikke at have gjort dette rettidigt.
Virksomheden modtog ligeledes et påbud for i ét tilfælde ikke at have foretaget kontrol af, om kunden eller kundens reelle ejere er politiske eksponerede personer (PEP), nærtstående eller nær samarbejdspartner til en politisk eksponeret person. Ligeledes modtog virksomheden en påtale for i fem tilfælde vedrørende ophørte kundeforhold ikke at have foretaget kontrol heraf, samt for i ét tilfælde ikke at have gjort dette rettidigt.
I tillæg hertil modtog virksomheden en påtale for i to tilfælde vedrørende ophørte kundeforhold ikke at have gennemført rimelige foranstaltninger for at kontrollere den eller de reelle ejeres identitetsoplysninger samt for i to tilfælde ikke at have gjort dette rettidigt.
Virksomheden modtog derudover en påtale for i to tilfælde vedrørende ophørte kundeforhold ikke at have gennemført rimelige foranstaltninger for at klarlægge kundens ejer- og kontrolstruktur samt for i fire tilfælde ikke at have gjort dette rettidigt.