Resumé
På baggrund af et afholdt tilsynsbesøg traf Erhvervsstyrelsen den 7. marts 2025 afgørelse om overholdelse af hvidvaskloven vedrørende Flair Regnskab og Revision ApS, CVR-nr. 36937998.
Erhvervsstyrelsen konstaterede, at virksomheden ikke havde udarbejdet en tilstrækkelig risikovurdering, hvorfor virksomheden blev påbudt at identificere og vurdere risikoen for, at virksomheden kan blive misbrugt til hvidvask eller finansiering af terrorisme. Erhvervsstyrelsen påbød herudover virksomheden at opdatere sine skriftlige politikker, forretningsgange og kontroller således, at de lever op til kravene i hvidvaskloven.
Erhvervsstyrelsen konstaterede, at virksomheden ikke havde sikret forretningsgange til at afgøre, om en kunde er en politisk eksponeret person (PEP), nærtstående eller nær samarbejdspartner til en politisk eksponeret person, hvorfor virksomheden blev påbudt at udarbejde forretningsgange herfor.
Virksomheden modtog et påbud for ikke at have gennemført tilstrækkelige kundekendskabs-procedurer, idet Erhvervsstyrelsen i forbindelse med gennemgangen af 12 kundesager kunne konstatere, at virksomheden i et tilfælde ikke havde gennemført rimelige foranstaltninger for at kontrollere den eller de reelle ejeres identitet. Ligeledes modtog virksomheden en påtale for i otte tilfælde ikke og ikke rettidigt at have gennemført rimelige foranstaltninger for at kontrollere den eller de reelle ejeres identitet.
Virksomheden modtog endvidere et påbud for i otte tilfælde ikke at have foretaget en risikovurdering af det enkelte kundeforhold, herunder vurdere forretningsforbindelsens formål, omfang, regelmæssighed og varighed samt inddrage hvidvasklovens bilag 2 og 3. Ligeledes modtog virksomheden en påtale for i fire tilfælde ikke at have foretaget en risikovurdering af det enkelte kundeforhold.
Virksomheden modtog et påbud for i to tilfælde ikke at have gennemført skærpede kundekendskabsprocedurer.
Virksomheden modtog endvidere et påbud for i seks tilfælde ikke at have foretaget kontrol af, om kunderne er politiske eksponerede personer (PEP), nærtstående eller nær samarbejdspartner til en politisk eksponeret person. Ligeledes modtog virksomheden en påtale for i ni tilfælde ikke og ikke rettidigt at have foretaget kontrollen.
Virksomheden modtog en påtale for i ni tilfælde ikke rettidigt at have kontrolleret kundens identitetsoplysninger på grundlag af dokumenter, data eller oplysninger indhentet fra en pålidelig og uafhængig kilde.
Virksomheden modtog endvidere en påtale for i otte tilfælde ikke rettidigt at have gennemført rimelige foranstaltninger for at klarlægge kundens ejer- og kontrolstruktur.
Virksomheden modtog herudover en påtale for i 12 tilfælde ikke og ikke rettidigt at have vurderet, og hvor relevant indhentet oplysninger om, forretningsforbindelsens formål og tilsigtede beskaffenhed.