Nyhed

Europa-Parlamentet har vedtaget sin forhandlingsposition på Omnibus l

Europa-Parlamentet har nu samlet et flertal om en forhandlingsposition om den såkaldte bæredygtighedspakke (Omnibus I) på plenarmødet den 12. november. Det danske formandskab kan derfor nu starte trilogforhandlinger mellem Kommissionen, Parlamentet og Ministerrådet.

  • 20. november 2025
  • Bæredygtighed
  • Digitale årsrapporter
  • Regler for virksomheder

Europa-Parlamentet opnåede enighed om sin forhandlingsposition vedrørende den første omnibuspakke på plenarsamlingen den 12. november. Omnibus-pakken vil forsimple og reducere virksomhedernes forpligtigelser i forbindelse med bæredygtighedsrapportering (CSRD) og virksomheders due diligence (CSDDD).

Under plenarsamlingen blev der stemt om en række ændringsforslag til JURI-udvalgets kompromisforslag, der i første omgang blev forkastet på plenarforsamlingen i slutningen af oktober. Ændringsforslagene indebærer blandt andet at Europa-Parlamentet nu foreslår at indsnævre anvendelsesområdet på CSRD til virksomheder med mere end 1.750 ansatte og en nettoomsætning på 450 millioner euro. For CSDDD betyder ændringsforslagene at Europa-Parlamentet bl.a. foreslår at indsnævre anvendelsesområdet til virksomheder med mere end 5.000 ansatte og en nettoomsætning på mere end 1,5 mia. euro, at fjerne dele af de fælleseuropæiske regler for civilretlige ansvar samt fjerne klimatransitionsplaner.

Dermed har Parlamentet givet et forhandlingsmandat således at trilogforhandlingerne mellem Kommissionen, Parlamentet og Ministerrådet kan begynde med henblik på at opnå enighed om de endelige forpligtigelser vedrørende bæredygtighedsrapportering og virksomhedernes due diligence.

Erhvervsstyrelsens vejledning

Har du spørgsmål vedrørende bæredygtighedsrapportering generelt, er du altid velkommen til at skrive til Erhvervsstyrelsens postkasse [email protected] eller se vores vejledning om CSRD.

Abonnér på nyheder om bæredygtighed

Husk du også kan abonnere på vores nyheder om bæredygtighed. Du kan altid framelde dig igen, hvis du ikke længere ønsker at modtage notifikationer eller nyheder.