Erhvervsstyrelsen modtog den [dato] ovennævnte fonds anmeldelse af en kapitalforhøjelse på baggrund af en donation på [beløb] kr. fra [selskab A].
Styrelsen anmodede i denne forbindelse den [dato] fondsbestyrelsen om at overveje, hvorvidt [selskab A] er at anse for væsentlig gavegiver i henhold til erhvervsfondslovens § 1, stk. 3.
Den [dato] modtog styrelsen bestyrelsens redegørelse. Det fremgår af redegørelsen, at bestyrelsen ikke vurderer, at [selskab A] er at anse som væsentlig gavegiver i fonden.
Styrelsen anmodede på denne baggrund fondens bestyrelse om at oplyse, hvorvidt [person A] enten personligt eller gennem helejede datterselskab i perioden 2017-2022 har doneret [beløb] kr. eller mere til fondens frie reserver.
Den [dato] modtog styrelsen bestyrelsens svar. Styrelsen anser derfor sagen for at være tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes endelig afgørelse i sagen.
Afgørelse
Erhvervsstyrelsen finder efter en konkret vurdering, at [person A] er at anse som væsentlig gavegiver i henhold til erhvervsfondslovens § 1, stk. 3.
Bestyrelsen skal som følge heraf ved næstkommende lejlighed tilføje [person A] som væsentlig gavegiver i fondens vedtægt, jf. lovens §§ 27, stk. 1, nr. 2 og 24, stk. 2.
Klagevejledning
Denne afgørelse kan indbringes for Erhvervsankenævnet pr. e-mail til adressen [email protected] eller pr. post til Nævnenes Hus, Toldboden 2, 8800 Viborg, senest fire uger efter, at afgørelsen er meddelt fonden, jf. erhvervsfondsloven § 130. Styrelsen skal til orientering oplyse, at Er-hvervsankenævnet i forbindelse med en eventuel klage opkræver et gebyr, der helt eller delvist kan tilbagebetales, såfremt der gives medhold i klagen.
Begrundelse
For erhvervsdrivende fonde er der krav om, at stifterne skal fremgå af selve vedtægten, jf. erhvervsfondslovens § 27, stk. 1, nr. 2. Kravet om, at fondens stifter(e) skal fremgå af vedtægten skyldes, at stifterne har en negativ særstilling i relation til fonden på grund af kravet om uigenkaldelig udskillelse og uafhængighedskravet til stifter.
Det følger af erhvervsfondslovens § 1, stk. 3, at også fondens væsentlige gavegivere, bidragsydere el.lign. i alle henseender skal sidestilles fondens stifter i forhold til erhvervsfondsloven.
En gavedisposition vil i henhold til lovbemærkningerne til bestemmelsen være overdragelse af midler uden modydelse af nogen art eller overdragelse af midler mod en delvis modydelse, som ikke modsvarer den fulde værdi af bidraget.
Bestemmelsen er en kodificering af styrelsens hidtidige praksis, og har efter styrelsens vurdering til formål at tydeliggøre, at stifterbegrebet også omfatter de personer, som indskyder væsentlige midler i en fond uden at være initiativtager til etableringen af fonden.
Hvorvidt en bidragsyder m.v. må betragtes som væsentlig, skal afgøres konkret i forhold til den enkelte fond. Der kan efter lovbemærkningerne ikke opstilles konkrete regler for, hvornår en gavedisposition til en erhvervsdrivende fond skal anses for væsentlig, da der er forskel på fondene i forhold til størrelse i form af grundkapital, egenkapital og lignende. Det fremgår imidlertid også af lovbemærkningerne, at en bidragsyder el.lign., som ved fondens stiftelse eller løbende giver gaver eller bidrag, som i sig selv bevirker, at fonden kan udøve eller fortsætte sin virksomhed, må betragtes som en væsentlig bidragsyder.
Der sker ingen udvanding af stifters særlige retsstilling over tid, hvilket medfører, at en gavegiver m.v. til en fond på samme måde også for eftertiden vil være sidestillet med stifter i forhold til dennes særlige retsstilling i forhold til fonden.
I henhold til styrelsens praksis, vil gaver el.lign., som tilgår grundkapitalen og som udgør ca. 10 % eller mere af fondens egenkapital ofte være at anse for væsentlige. Såfremt en gave derimod gives til en erhvervsdrivende fonds frie reserver, synes det mere hensigtsmæssigt at vurdere gavens væsentlighed særligt ud fra det pågældende års samlede indtægter. Det er dog vigtigt at slå fast, at den endelige vurdering altid skal afgøres konkret i forhold til den enkelte fond.
Det er af bestyrelsen oplyst, at [selskab B] og [selskab A] i perioden 2017-2022 har doneret [beløb] kr. til [fonden]. I samme periode udgjorde fondens samlede indtægter efter det oplyste [beløb] kr. Donationerne fra selskaberne udgør således 14,21 % af fondens samlede indtægter i perioden.
Erhvervsstyrelsen skal hertil bemærke, at det er styrelsens opfattelse, at [person A’s] 100 % ejerskab af ovenfor anførte selskaber medfører, at [person A] og de af hende ejede juridiske personer, må sidestilles i relation til vurderingen af hende som væsentlig gavegiver.
I bestyrelsens redegørelse af [dato] er det bl.a. anført, at bestyrelsen ikke betragter [person A] som væsentlig gavegiver, da periodeafgrænsningen fra 2017-2022 giver et misvisende og tilfældigt indtryk af donationernes væsentlighed. I stedet er det anført, at en mere retvisende periodeafgrænsning vil være fra 2017-2027, da donationstilsagnene fra de ovenfor angivne selskaber omhandler denne periode, og at selskabernes donationer i 2023-2027 perioden vil aftage kraftigt og alene udgøre [beløb] kr.
Erhvervsstyrelsen skal hertil bemærke, at der i vurderingen af hvorvidt en gavedisposition er væsentlig eller ej, nødvendigvis må tages udgangspunkt i fondens konkrete forhold på tidspunktet for gavens modtagelse.
Det er endvidere styrelsens opfattelse, at såfremt en fond i en afgrænset periode modtager flere gaver, bidrag el.lign., som samlet bevirker til, at gavegiveren omfattes af lovens § 1, stk. 3, så kan perioden ikke udvides med det resultat til følge, at gaverne herefter ikke længere er at anse for væsentlige.
Modtager en fond eksempelvis én donation på 25 % af fondens samlede indtægter og ét donationstilsagn om en donation det efterfølgende år på 1 % af fondens samlede indtægter, kan donationstilsagn året efter aldrig føre til en mere lempelig væsentlighedsvurdering af den større donation.
Når én eller flere gaver i en nærmere afgrænset periode er at betragte som væsentlige, kan væsentligheden således ikke afhjælpes ved at betragte gaverne i et større tidsmæssig perspektiv. I modsat fald ville stort set ingen gaver være væsentlige i henhold til lovens § 1, stk. 3, og bestemmelsen ville således være illusorisk.
Ved en gennemgang af fondens kapitalforhøjelser kan styrelsen konstatere, at fondens grundkapital i 2018 var [beløb] kr. Når fondens senest anmeldte kapitalforhøjelse gennemføres, medfører dette, at grundkapitalen herefter vil være [beløb] kr. Fondens grundkapital er således forøget med [beløb] kr. siden 2018. Styrelsen kan samtidig konstatere, at samtlige kapitalforhøjelser er sket ved donationer, som fonden har modtaget fra [selskab B] og [selskab A].
Det er styrelsens opfattelse, at donationer el.lign. som tilgår grundkapitalen, særligt må ses i forhold til fondens egenkapital, når det skal vurderes, hvorvidt den pågældende donation må anses for væsentlig, jf. lovens § 1, stk. 3.
Fondens egenkapital var [beløb] kr. i år 2022 og [beløb] kr. i år 2018 - dette fremgår af fondens årsrapport for regnskabsåret 2022.
Det er på denne baggrund Erhvervsstyrelsens samlede vurdering, at [person A] er at anse som væsentlig gavegiver, jf. lovens § 1, stk. 3. Bestyrelsen er som følge heraf forpligtet til at angive [person A] i fondens vedtægt, jf. lovens §§ 1, stk. 3 og 27, stk. 1, nr. 2.