Resumé
På baggrund af et afholdt tilsynsbesøg traf Erhvervsstyrelsen den 13. september 2024 afgørelse om overholdelse af hvidvaskloven vedrørende EDC 618 GILBJERG & MADSEN ApS, CVR-nr. 32064116.
Erhvervsstyrelsen konstaterede, at virksomheden ikke havde udarbejdet en tilstrækkelig risikovurdering eller tilstrækkelige skriftlige politikker, forretningsgange og kontroller, hvorfor virksomheden blev påbudt at opdatere materialet, således at det lever op til kravene i hvidvaskloven.
Virksomheden modtog en påtale for ikke at have gennemført tilstrækkelige kundekendskabs-procedurer rettidigt, idet Erhvervsstyrelsen i forbindelse med gennemgangen af nogle kundesager kunne konstatere, at virksomheden i et tilfælde ikke havde kontrolleret kundernes identitetsoplysninger på grundlag af dokumenter, data eller oplysninger indhentet fra en pålidelig og uafhængig kilde ved etablering af forretningsforbindelsen.
Virksomheden modtog et påbud for i et tilfælde ikke at have indhentet identitetsoplysninger på den eller de reelle ejere og gennemført rimelige foranstaltninger for at kontrollere den eller de reelle ejeres identitet. Virksomheden modtog ligeledes en påtale for i et tilfælde ikke rettidigt at have gennemført rimelige foranstaltninger for at kontrollere de eller de reelle ejeres identitetsoplysninger.
Virksomhed modtog et påbud for i et tilfælde ikke at have gennemført rimelige foranstaltninger for at klarlægge kundens ejer- og kontrolstruktur. Virksomheden modtog ligeledes en påtale for i et tilfælde ikke rettidigt at have gennemført foranstaltninger for at klarlægge kundens ejer- og kontrolstruktur.
Virksomheden modtog et påbud for i fire tilfælde ikke at have foretaget en vurdering, og hvor relevant, indhentet oplysninger om forretningsforbindelsens formål og tilsigtede beskaffenhed. Virksomheden modtog ligeledes en påtale for i seks tilfælde ikke rettidigt at have vurderet, og hvor relevant, indhentet oplysninger om forretningsforbindelsens formål og tilsigtede beskaffenhed.
Virksomheden modtog et påbud for i to tilfælde ikke at have foretaget en tilstrækkelig risikovurdering af det enkelte kundeforhold, herunder vurdere forretningsforbindelsens formål, omfang, regelmæssighed og varighed samt inddrage hvidvasklovens bilag 2 og 3. Virksomheden modtog også en påtale for i fem tilfælde ikke rettidigt at have foretaget risikovurdering af det enkelte kundeforhold, herunder vurderet forretningsforbindelsens formål, omfang, regelmæssighed og varighed samt inddrage hvidvasklovens bilag 2 og 3.
Virksomheden modtog et påbud for i to tilfælde ikke at have foretaget kontrol af, om kunderne er politiske eksponerede personer (PEP), nærtstående eller nær samarbejdspartner til en politisk eksponeret person. Virksomheden modtog også en påtale for i fire tilfælde ikke rettidigt at have foretaget kontrol af, om kunderne er politiske eksponerede personer (PEP), nærtstående eller nær samarbejdspartner til en politisk eksponeret person.