Resumé
På baggrund af et afholdt tilsynsbesøg traf Erhvervsstyrelsen den 7. august 2023 afgørelse om overholdelse af hvidvaskloven vedrørende DANSK REVISION SØNDERBORG GODKENDT REVISIONSANPARTSSELSKAB, CVR-nr. 30816471.
Erhvervsstyrelsen konstaterede, at virksomheden ikke havde udarbejdet en tilstrækkelig risikovurdering eller tilstrækkelige skriftlige politikker, forretningsgange og kontroller, hvorfor virksomheden blev påbudt at opdatere materialet, således at det lever op til kravene i hvidvaskloven.
Erhvervsstyrelsen konstaterede endvidere, at virksomheden ikke havde sikret tilstrækkelige forretningsgange til at afgøre, om en kunde er en politisk eksponeret person (PEP), nærtstående eller nær samarbejdspartner til en politisk eksponeret person, hvorfor virksomheden blev påbudt at udarbejde forretningsgange herfor.
Derudover modtog virksomheden et påbud for ikke at have gennemført tilstrækkelige kundekendskabsprocedurer, idet Erhvervsstyrelsen konstaterede, at virksomheden i 11 gennemgåede kundesager ikke havde foretaget en vurdering, og hvor relevant indhentet oplysninger, om forretningsforbindelsens formål og tilsigtede beskaffenhed.
Erhvervsstyrelsen konstaterede endvidere, at virksomheden i 11 tilfælde ikke havde foretaget rettidig kontrol af, om kunderne er politisk eksponerede personer (PEP), nærtstående eller nær samarbejdspartner til en politisk eksponeret person, hvorfor virksomheden modtog en påtale.
Herudover fik virksomheden en påtale for ikke at have gennemført tilstrækkelige kundekendskabsprocedurer rettidigt, idet Erhvervsstyrelsen i forbindelse med gennemgangen af de udtagne kundesager kunne konstatere, at virksomheden i seks tilfælde ikke havde kontrolleret kundernes identitetsoplysninger på grundlag af dokumenter, data eller oplysninger indhentet fra en pålidelig og uafhængig kilde ved etablering af forretningsforbindelsen. Ligesom virksomheden i 10 tilfælde ikke rettidigt havde indhentet og kontrolleret den eller de reelle ejeres identitetsoplysninger, så virksomheden med sikkerhed ved, hvem den eller de reelle ejere er. Ligeledes modtog virksomheden påtale for i fem tilfælde ikke rettidigt at have gennemført rimelige foranstaltninger for at klarlægge forretningsforbindelsens ejer- og kontrolstruktur.
Endelig fik virksomheden en påtale for ikke at have foretaget rettidig og tilstrækkelig risikovurdering af den enkelte forretningsforbindelse, idet Erhvervsstyrelsen kunne konstatere, at virksomheden i risikovurderingerne i de udtagne kundesager ikke havde inddraget oplysninger om forretningsforbindelsens formål, omfang regelmæssighed og varighed, samt inddraget bilag 2 og 3 i hvidvaskloven.