Resumé
På baggrund af et afholdt tilsynsbesøg traf Erhvervsstyrelsen den 5. august 2025 afgørelse om overholdelse af hvidvaskloven vedrørende Bornholms Landbrug & Fødevarer, CVR-nr. 29441677.
Bornholms Landbrug & Fødevarer, CVR-nr. 29441677 er efter tilsynets afholdelse ophørt med de aktiviteter, der er omfattet af hvidvaskloven.
Erhvervsstyrelsen konstaterede, at virksomheden ikke havde udarbejdet en tilstrækkelig risikovurdering eller tilstrækkelige skriftlige politikker, forretningsgange og kontroller, hvorfor virksomheden modtog en påtale herfor.
Virksomheden modtog en påtale for ikke rettidigt eller tilstrækkeligt at have gennemført kundekendskabsprocedurer, idet Erhvervsstyrelsen i forbindelse med gennemgangen af nogle kundesager kunne konstatere, at virksomheden i tre tilfælde ikke rettidigt eller tilstrækkeligt havde kontrolleret kundernes identitetsoplysninger på grundlag af dokumenter, data eller oplysninger indhentet fra en pålidelig og uafhængig kilde ved etablering af forretnings-forbindelsen.
Virksomheden modtog en påtale for i fem tilfælde ikke eller ikke rettidigt at have gennemført rimelige foranstaltninger for at kontrollere den eller de reelle ejeres identitetsoplysninger.
Virksomheden modtog herudover en påtale for i tolv tilfælde ikke eller ikke rettidigt at have vurderet, og hvor relevant, indhentet oplysninger om forretningsforbindelsens formål og tilsigtede beskaffenhed.
Virksomheden modtog også en påtale for i tolv tilfælde ikke at have foretaget en tilstrækkelig risikovurdering af det enkelte kundeforhold, herunder vurderet forretningsforbindelsens formål, omfang, regelmæssighed og varighed samt inddrage hvidvasklovens bilag 2 og 3.
Erhvervsstyrelsen konstaterede, at virksomheden ikke havde sikret forretningsgange til at afgøre, om en kunde er en politisk eksponeret person (PEP), nærtstående eller nær samarbejdspartner til en politisk eksponeret person, hvorfor virksomheden modtog en påtale herfor.
Virksomheden modtog herudover en påtale for i tolv tilfælde ikke eller ikke rettidigt at have foretaget kontrol af, om kunderne er politiske eksponerede personer (PEP), nærtstående eller nær samarbejdspartner til en politisk eksponeret person.