Formålene med behandlingen af dine personoplysninger
Erhvervsstyrelsen anvender i visse tilfælde machine learning til brug for styrelsens kontrol- og tilsynsindsats. Machine learning er en teknologi, der kan genkende mønstre i data. Teknologien understøtter risikobaseret kontrol ved at sende de sager, der sandsynligvis bør gennemgås på baggrund af en forhøjet risiko for svindel eller lignende, til manuel sagsbehandling.
Erhvervsstyrelsen behandler dine personoplysninger til følgende formål i forbindelse med machine learning:
- Erhvervsstyrelsen kan anvende oplysninger, der er indsamlet om dig eller din virksomhed, til brug for Erhvervsstyrelsens machine learning i forbindelse med kontrol og tilsyn med registerforvaltning, administration og kontrol med styrelsens støtteordninger samt overholdelsen af den erhvervsrelaterede lovgivning.
- Erhvervsstyrelsen kan anvende oplysninger, som allerede er indsamlet om dig eller din virksomhed i forbindelse med styrelsens kontrol og tilsyn og i læringsøjemed med henblik på udvikling og forbedring af styrelsens machine learning-modeller.
Retsgrundlaget for behandlingen af dine personoplysninger
Retsgrundlaget for vores behandling af dine personoplysninger følger af:
- Behandling af personoplysninger i læringsøjemed sker med hjemmel i § 4, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 854 af 19. juni 2023 om Erhvervsstyrelsens behandling af data, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e, samt databeskyttelseslovens § 8 og § 11, stk. 1.
- Behandling af personoplysninger i machine learning-modeller som led i kontrol og tilsynsopgaver sker med hjemmel i § 4, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 854 af 19. juni 2023 om Erhvervsstyrelsens behandling af data, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e, samt databeskyttelseslovens § 8 og § 11, stk. 1.
Kategorier af personoplysninger
Det er i § 3 i bekendtgørelsen om Erhvervsstyrelsens behandling af data udtømmende reguleret, hvilke oplysninger der kan anvendes ved udvikling samt drift af Erhvervsstyrelsens machine learning-modeller. Vi kan behandle følgende kategorier af personoplysninger om dig:
- Almindelige personoplysninger, herunder navne- og adresseoplysninger, statsborgerskab, oplysninger om registreringspligtige køretøjers registreringsnumre, kortdata, beskæftigelse, oplysninger om maskinel registrering (logning) af alle anvendelser af personoplysninger, økonomiske forhold, erhvervsmæssige forhold samt oplysninger om udfaldet af statistiske beregninger og analyser foretaget på baggrund af oplysningerne i machine learning-modeller.
- Fortrolige personoplysninger, herunder CPR-numre og oplysninger om strafbare forhold.
Modtagere eller kategorier af modtagere
Vi videregiver eller overlader dine personoplysninger til følgende modtagere:
- Dine personoplysninger kan i visse tilfælde blive videregivet til andre offentlige myndigheder til brug for deres kontrol- og tilsynsopgaver. Dette vil alene ske i det omfang, at myndigheden har lovhjemmel til at modtage oplysninger.
- Dine personoplysninger kan i visse tilfælde blive videregivet til politiet i forbindelse med forebyggelse, efterforskning og forfølgning mv. af strafbare forhold.
- Erhvervsstyrelsen anvender databehandlere, der behandler personoplysninger på vegne af styrelsen, der kan få adgang til dine personoplysninger.
Hvor dine personoplysninger stammer fra
Erhvervsstyrelsen kan have modtaget oplysninger om dig eller om din virksomhed fra andre myndigheder, offentligt tilgængelige kilder eller fra tredjeparter, som henvender sig til styrelsen. Erhvervsstyrelsen kan også have modtaget dine oplysninger ved, at du selv har indsendt dem, eller at andre har indsendt dem på dine vegne.
Overførsel til tredjelande
Behandlingen af dine personoplysninger kan indebære overførsel til tredjelande. Overførsel af personoplysninger til tredjelande sker i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningens kapitel V, herunder de til enhver tid gældende standardkontraktbestemmelser fra EU-Kommissionen, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 46, eller en afgørelse fra EU-Kommissionen om tilstrækkeligheden af beskyttelsesniveauet, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 45.
Opbevaring af dine personoplysninger
Personoplysninger slettes senest 5 år efter, at oplysningerne er indsamlet, medmindre andet følger af anden lovgivning, jf. § 8, stk. 1, i bekendtgørelsen om Erhvervsstyrelsen behandling af data. Erhvervsstyrelsen kan i konkrete tilfælde beslutte, at sletning udsættes i op til 2 år ad gangen og højest i 5 år.
Dine rettigheder
Du har efter databeskyttelsesforordningen en række rettigheder i forhold til vores behandling af oplysninger om dig. Hvis du vil gøre brug af dine rettigheder, skal du kontakte os.