Resumé
På baggrund af et afholdt tilsynsbesøg traf Erhvervsstyrelsen den 25. september 2023 afgørelse om overholdelse af hvidvaskloven vedrørende BAKOB VAT Service ApS, CVR-nr. 40247386.
Erhvervsstyrelsen konstaterede, at virksomheden ikke havde udarbejdet en risikovurdering eller skriftlige politikker, forretningsgange og kontroller, hvorfor virksomheden blev påbudt at udarbejde materialet således, at det lever op til kravene i hvidvaskloven.
Erhvervsstyrelsen konstaterede endvidere, at virksomheden ikke havde sikret forretningsgange til at afgøre, om en kunde er en politisk eksponeret person (PEP), nærtstående eller nær samarbejdspartner til en politisk eksponeret person, hvorfor virksomheden blev påbudt at udarbejde forretningsgange herfor.
Yderligere konstaterede styrelsen, at virksomheden ikke havde oprettet en whistleblowerordning, hvor ansatte via en særlig, uafhængig og selvstændig kanal kan indberette overtrædelser eller potentielle overtrædelser af hvidvaskloven og regler, hvorfor virksomheden modtog et påbud herfor.
Derudover modtog virksomheden et påbud for i syv kundesager ikke at have foretaget kontrol af, om kunden er en politisk eksponeret person, nærtstående eller nær samarbejdspartner hertil.
Virksomheden modtog en påtale for i fem tilfælde ikke rettidigt at have kontrolleret kundernes identitetsoplysninger.
Virksomheden modtog en påtale for i fem tilfælde ikke rettidigt at have gennemført rimelige foranstaltninger for at klarlægge den enkelte kundes ejer- og kontrolstruktur i tilfælde, hvor kunden er en juridisk person.
Endvidere modtog virksomheden et påbud for i syv tilfælde ikke at have foretaget en vurdering, og hvor relevant, indhentet oplysninger om forretningsforbindelsens formål og tilsigtede beskaffenhed.
Ligeledes modtog virksomheden et påbud for i syv tilfælde ikke at have foretaget en tilstrækkelig risikovurdering af det enkelte kundeforhold.
Slutteligt modtog virksomheden en påtale for i to tilfælde ikke at have opbevaret oplysninger indhentet i forbindelse med opfyldelse af kravene i hvidvasklovens kapitel 3, herunder opbevaring af kontroloplysninger.