Resumé
På baggrund af et afholdt tilsynsbesøg traf Erhvervsstyrelsen den 4. april 2025 afgørelse om overholdelse af hvidvaskloven vedrørende Alter Audit ApS (Under frivillig likvidation), (tidl. Deko Statsautoriseret Revisionsanpartsselskab), CVR-nr. 44387263.
Erhvervsstyrelsen har ud fra en risikobaseret tilgang valgt at fokusere på virksomhedens vurdering af forretningsforbindelsens formål og tilsigtede beskaffenhed, virksomhedens risikovurdering af det enkelte kundeforhold, skærpede kundekendskabsprocedurer samt undersøgelsespligten og underretningspligten.
Virksomheden modtog et påbud for i fjorten tilfælde ikke at have foretaget en vurdering, og hvor relevant, indhentet oplysninger om forretningsforbindelsens formål og tilsigtede beskaffenhed.
Virksomheden modtog herudover et påbud for i fjorten tilfælde ikke eller ikke tilstrækkeligt at have foretaget en risikovurdering af det enkelte kundeforhold, herunder vurderet forretningsforbindelsens formål, omfang, regelmæssighed og varighed samt inddraget hvidvasklovens bilag 2 og 3.
Virksomheden modtog et påbud for ikke at have gennemført tilstrækkelige kundekendskabs-procedurer, idet Erhvervsstyrelsen i forbindelse med gennemgangen af udvalgte kundesager kunne konstatere, at virksomheden i ti tilfælde ikke har gennemført skærpede kundekendskabs-procedurer.
Erhvervsstyrelsen påbød virksomheden om omgående at foretage en undersøgelse vedrørende mistanke om tre kunders tilknytning til hvidvask eller finansiering af terrorisme. Erhvervsstyrelsen påbød herudover virksomheden at dokumentere en undersøgelse vedrørende mistanke om en kundes tilknytning til hvidvask og finansiering af terrorisme.
Erhvervsstyrelsen har derfor besluttet at anmode National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) om at indlede en politimæssig efterforskning af, om Alter Audit ApS (Under frivillig likvidation), CVR-nr. 44387263 har overtrådt hvidvasklovens § 11, stk. 1, nr. 4, § 11, stk. 3, jf. § 11, stk. 1 og 2, jf. § 17, jf. § 25, stk. 1 og § 25. stk. 3.