Resumé
På baggrund af et afholdt tilsynsbesøg traf Erhvervsstyrelsen den 22. januar 2025 afgørelse om overholdelse af hvidvaskloven vedrørende Aktiv Bogholder Silkeborg ApS (under konkurs), CVR-nr. 43449591.
Erhvervsstyrelsen konstaterede, at virksomheden ikke havde udarbejdet en tilstrækkelig risikovurdering, hvorfor virksomheden blev påbudt at identificere og vurdere risikoen for, at virksomheden kan blive misbrugt til hvidvask eller finansiering af terrorisme. Erhvervsstyrelsen påbød herudover virksomheden at opdatere sine skriftlige politikker, forretningsgange og kontroller således, at de lever op til kravene i hvidvaskloven.
Erhvervsstyrelsen konstaterede, at virksomheden ikke havde sikret forretningsgange til at afgøre, om en kunde er en politisk eksponeret person (PEP), nærtstående eller nær samarbejdspartner til en politisk eksponeret person, hvorfor virksomheden blev påbudt at udarbejde forretningsgange herfor.
Virksomheden modtog et påbud for ikke at have gennemført tilstrækkelige kundekendskabs-procedurer, idet Erhvervsstyrelsen i forbindelse med gennemgangen af 11 kundesager kunne konstatere, at virksomheden i tre tilfælde ikke at have gennemført rimelige foranstaltninger for at kontrollere den eller de reelle ejeres identitet. Virksomheden modtog ligeledes en påtale for i 8 tilfælde ikke at have gjort dette rettidigt.
Virksomheden modtog et påbud for i syv tilfælde ikke at have vurderet, og hvor relevant indhentet oplysninger om, forretningsforbindelsens formål og tilsigtede beskaffenhed.
Virksomheden modtog også et påbud for i otte tilfælde ikke at have foretaget en risikovurdering af det enkelte kundeforhold, herunder vurderet forretningsforbindelsens formål, omfang, regelmæssighed og varighed samt inddrage hvidvasklovens bilag 2 og 3.
Virksomheden modtog endvidere et påbud for i fem tilfælde ikke at have foretaget kontrol af, om kunderne er politiske eksponerede personer (PEP), nærtstående eller nær samarbejdspartner til en politisk eksponeret person.
Erhvervsstyrelsen påbød herudover virksomheden omgående at underrette Hvidvasksekretariatet vedrørende mistanke om en kundes tilknytning til hvidvask eller finansiering af terrorisme.
Virksomheden modtog et påbud om at ophøre med at udbyde de tjenesteydelser omfattet af hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 17, jf. § 2, nr. 12, litra a, uden at være registreret i Erhvervsstyrelsens register til bekæmpelse af hvidvask.
Virksomheden modtog en påtale for i 10 tilfælde ikke og ikke rettidigt at have kontrolleret kundens identitetsoplysninger på grundlag af dokumenter, data eller oplysninger indhentet fra en pålidelig og uafhængig kilde.
Virksomheden modtog også en påtale for i ni tilfælde ikke og ikke rettidigt at have gennemført foranstaltninger for at klarlægge kundens ejer- og kontrolstruktur.