Erhvervsstyrelsen har den 10. oktober 2022 modtaget din anmeldelse af stiftelsen af [AA ApS] (”Selskabet”).
Afgørelse
Erhvervsstyrelsen har dags dato truffet afgørelse om at afvise at registrere stiftelsen af Selskabet, jf. selskabslovens § 15, stk. 1.
Klagevejledning
Denne afgørelse kan indbringes for Erhvervsankenævnet, Toldboden 2, 8800 Viborg, senest 4 uger efter dags dato, jf. selskabslovens § 371.
Styrelsen skal til orientering oplyse, at Erhvervsankenævnet i forbindelse med en eventuel klage opkræver et gebyr, der helt eller delvis kan tilbagebetales, hvis du får medhold i din klage.
Begrundelse
Med din anmeldelse af den 10. oktober 2022 havde du anmeldt stiftelsen af Selskabet.
Erhvervsstyrelsen bemærker, at det anmeldte stiftelsesdokument ikke er underskrevet af Selskabets stiftere. Efter selskabslovens § 25, skal stiftelsesdokumentet være underskrevet af selskabets stifter før det er gyldigt.
Da Selskabets stiftelsesdokument ikke er underskrevet, kan Erhvervsstyrelsen ikke registrere stiftelsen af selskabet, jf. selskabslovens § 15, stk.1.
Erhvervsstyrelsen bemærker yderligere, at Selskabet forsøges stiftet af to selskaber under stiftelse. Et kapitalselskab, der ikke er registreret, kan ikke erhverve rettigheder, indgå forpligtelser eller være part i retssager bortset fra søgsmål til indkrævning af tegnet selskabskapital og andre søgsmål vedrørende tegningen, jf. selskabslovens § 41, stk. 1, 1. pkt.
Da selskabets forsøges stiftet af to selskaber under stiftelse, kan Erhvervsstyrelsen ikke registrere stiftelsen af Selskabet, jf. selskabslovens § 15, stk. 1.