Hvidvask

2+ Revision Statsautoriseret Revisionsanpartsselskab

Vurdering om overholdelse af hvidvaskloven vedrørende 2+ Revision Statsautoriseret Revisionsanpartsselskab

  • 24. august 2023
  • 2+ Revision Statsautoriseret Revisionsanpartsselskab
  • Godkendte revisorer og revisionsvirksomheder

Resumé

På baggrund af et afholdt tilsynsbesøg traf Erhvervsstyrelsen den 24. august 2023 afgørelse om overholdelse af hvidvaskloven vedrørende 2+ Revision Statsautoriseret Revisionsanpartsselskab, CVR nr. 39701863.

Erhvervsstyrelsen konstaterede, at virksomheden ikke havde udarbejdet en tilstrækkelig risikovurdering, hvorfor virksomheden blev påbudt at identificere og vurdere risikoen for, at virksomheden kan blive misbrugt til hvidvask eller finansiering af terrorisme. Erhvervsstyrelsen påbød herudover virksomheden at opdatere sine skriftlige politikker, forretningsgange og kontroller således, at de lever op til kravene i hvidvaskloven.

Erhvervsstyrelsen konstaterede, at virksomheden ikke havde sikret forretningsgange til at afgøre, om en kunde er en politisk eksponeret person (PEP), nærtstående eller nær samarbejdspartner til en politisk eksponeret person, hvorfor virksomheden blev påbudt at udarbejde forretningsgange herfor.

Erhvervsstyrelsen konstaterede herudover, at virksomheden ikke havde sikret forretningsgange for anvendelse af whistleblowerordning, hvorfor virksomheden blev påbudt om at udarbejde forretningsgange for anvendelse af whistleblowerordning, hvor ansatte via en særlig, uafhængig og selvstændig kanal kan indberette overtrædelser eller potentielle overtrædelser af hvidvaskloven og regler, der er udstedt i medfør heraf.

Virksomheden modtog et påbud for ikke at have gennemført tilstrækkelige kundekendskabsprocedurer, idet Erhvervsstyrelsen i forbindelse med gennemgangen af ni kundesager kunne konstatere, at virksomheden i to tilfælde ikke at have gennemført rimelige foranstaltninger for at kontrollere den eller de reelle ejeres identitet. Ligeledes modtog virksomheden en påtale for i tre tilfælde ikke rettidigt at have gennemført rimelige foranstaltninger for at kontrollere den eller de reelle ejeres identitet.

Virksomheden modtog herudover et påbud for i et tilfælde ikke at have gennemført rimelige foranstaltninger for at klarlægge kundens ejer- og kontrolstruktur. Ligeledes modtog virksomheden en påtale for i et tilfælde ikke rettidigt at have gennemført rimelige foranstaltninger for at klarlægge kundens ejer- og kontrolstruktur.

Virksomheden modtog et påbud for i et tilfælde ikke at have vurderet, og hvor relevant indhentet oplysninger om, forretningsforbindelsens formål og tilsigtede beskaffenhed.

Virksomheden modtog endvidere et påbud for i fem tilfælde ikke at have foretaget en risikovurdering af det enkelte kundeforhold, herunder vurdere forretningsforbindelsens formål, omfang, regelmæssighed og varighed samt inddrage hvidvasklovens bilag 2 og bilag 3. Ligeledes modtog virksomheden en påtale for i et tilfælde ikke rettidigt at have foretaget en risikovurdering af det enkelte kundeforhold, herunder vurderet forretningsforbindelsens formål, omfang, regelmæssighed og varighed samt inddrage hvidvasklovens bilag 2 og bilag 3.

Virksomheden modtog et påbud for i syv tilfælde ikke at have foretaget kontrol af, om kunderne eller disses reelle ejer er nærtstående eller nær samarbejdspartner til en politisk eksponeret person. Ligeledes modtog virksomheden en påtale for i fire tilfælde ikke rettidigt at have foretaget kontrol af, om kunderne er politiske eksponerede personer (PEP), nærtstående eller nær samarbejdspartner til en politisk eksponeret person.