Hvidvask

1A Bolig & Erhverv ApS

Vurdering om overholdelse af hvidvaskloven vedrørende 1A Bolig & Erhverv ApS

  • 9. januar 2023
  • 1A Bolig & Erhverv ApS
  • Ejendomsmæglere

Resumé

På baggrund af et afholdt tilsynsbesøg, traf Erhvervsstyrelsen den 9. januar 2023 afgørelse om overholdelse af hvidvaskloven vedrørende 1A Bolig & Erhverv ApS, CVR-nr. 39954877.

Erhvervsstyrelsen konstaterede, at virksomheden ikke havde udarbejdet tilstrækkelige skriftlige politikker, forretningsgange og kontroller, hvorfor virksomheden blev påbudt at opdatere materialet, således at det lever op til kravene i hvidvaskloven.

Herudover fik virksomheden et påbud for ikke at have gennemført tilstrækkelige kundekendskabsprocedurer, idet Erhvervsstyrelsen i forbindelse med gennemgangen af nogle kundesager kunne konstatere, at virksomheden i ét tilfælde ikke havde indhentet og kontrolleret den reelle ejers identitetsoplysninger, så virksomheden med sikkerhed ved, hvem den eller de reelle ejere er. Endvidere modtog virksomheden en påtale for i fem tilfælde ikke at have foretaget denne kontrol rettidigt.

Virksomheden modtog desuden en påtale for i tre tilfælde ikke at have kontrolleret kundernes identitetsoplysninger på grundlag af dokumenter, data og oplysninger indhentet fra en pålidelig og uafhængig kilde rettidigt.

Virksomheden modtog en påtale for i tre tilfælde ikke at have foretaget en risikovurdering af det enkelte kundeforhold på baggrund af en konkret og dokumenteret vurdering.

Virksomheden modtog endelig en påtale for i syv tilfælde ikke at have foretaget kontrol af, om kunderne er politiske eksponerede personer (PEP), nærtstående eller nær samarbejdspartner til en politisk eksponeret person.