Nu skal 16 nyudpegede medlemmer arbejde sammen for at sikre, at danske SMV’ers konkurrencekraft, produktivitet og den grønne omstilling styrkes gennem enkle og effektfulde indsatser under Virksomhedsudvikling Danmark.
Sofie Irgens, der er CEO i Schneider Electric Denmark, sætter sig i formandsstolen i den nye bestyrelse. Sofie har indgående erfaring fra ledende roller i teknologitunge virksomheder, hvor hun har forenet teknologisk innovation med energieffektive løsninger.
Erhvervs- og konkurrencekraftsminister Martin Lidegaard byder derfor velkommen til en stærk ledelsesprofil i dansk erhvervsliv:
"Danske SMV’er er en helt afgørende del af Danmark. Men den globale konkurrence bliver ikke mindre hård. Derfor skal nye teknologier som AI og robotter blive en del af virksomhedernes hverdag, og vi skal skabe konkurrencekraft i sin reneste form ved at sætte fart på den grønne omstilling og elektrificeringen af erhvervslivet. Her får Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse en vigtig opgave. Og med Sofie Irgens som ny formand får bestyrelsen en markant erhvervsprofil med en stærk grøn stemme og et skarpt blik for, hvad der virker ude i virksomhederne. Det er et godt udgangspunkt."
Sofie Irgens ser frem til at kæmpe for SMV'erne sammen med de andre medlemmer:
"SMV’erne er altafgørende for Danmarks vækst og konkurrencekraft. Det forpligter. Vi skal i bestyrelsen give SMV’erne en hjælpende hånd, så de griber mulighederne i digitalisering, automatisering og den grønne omstilling – og står stærkere både nationalt og internationalt. Som formand vil jeg arbejde for, at vi tager udgangspunkt i SMV’ernes virkelighed. Jeg vil have en særlig opmærksomhed rettet mod at understøtte virksomhedsudvikling i landkommuner, styrke vækst i nye virksomheder og investere målrettet i at udvikle strategiske sektorer, hvor SMV’er bidrager til at løse vigtige samfundsudfordringer. Det kræver, at vi arbejder tæt sammen om at omsætte de store ambitioner til konkrete muligheder for virksomhederne. Jeg glæder mig til samarbejdet med den øvrige bestyrelse."
Den nye bestyrelse mødes for første gang den 5. november 2026 til konstituerende bestyrelsesmøde. På mødet skal bestyrelsen vedtage sin investeringsplan for 2027 og beslutte investering for mere end 400 mio. kr. i nye konkrete tiltag til gavn for SMV’erne.
Læs mere om bestyrelsens arbejde, og find listen over medlemmer på Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses hjemmeside