Helle har som økonom brugt det meste af sin karriere på at være ekspert i konkurrenceret. Ekspertisen har bragt hende til arbejdspladser som konkurrencerådet, IT- og Telestyrelsen, Erhvervsministeriets departement, og indtil for nylig var hun chef i Erhvervsstyrelsen – alle steder med fokus på konkurrenceret.
”Men jeg var nået til et punkt, hvor jeg kunne mærke, at jeg ikke havde den samme lyst som tidligere til at være chef. Og jeg havde lyst til at prøve at beskæftige mig med noget nyt”, forklarer Helle, der derfor gik til sin chef med tankerne.
”Jeg kunne godt regne ud, at når jeg primært har beskæftiget mig med konkurrenceret, så ville det ikke nødvendigvis være let at skifte branche, hvis jeg skiftede arbejdsplads. Og det ville jeg helst heller ikke, for jeg kan godt lide Erhvervsstyrelsen, jeg var bare ved at være klar til et andet skift i mit arbejdsliv”.
Når en karrierestige godt kan godt tage en drejning
I samarbejde med Helle undersøgte hendes chef, hvilke muligheder der var i styrelsen. Det førte til, at Helle nu arbejder som økonom med fokus på bæredygtighed i Erhvervsstyrelsen. Her er hun med til at påvirke oversættelsen af nye reguleringer fra EU inden for bæredygtighed til dansk lov.
”Det er både sjovt og spændende! De regler, jeg er med til at forme nu inden for så vigtigt et område som bæredygtighed, vil jo trække spor i dansk erhvervsliv – det er jeg stolt over at være med til at præge”, forklarer Helle. ”Og så er jeg glad for at være i et hus, hvor det er muligt at gå ned ad karrierestigen igen. Jeg nyder at arbejde tæt sammen med et team igen, at dykke ned i min faglighed, at genopdage glæden ved at nørde med tekster, at lære noget nyt og at arbejde sammen med folk med helt andre faglige baggrunde”.
Helle Bøjen Larsen, Økonom
Helle Bøjen Larsen har været i Erhvervsstyrelsen siden 2012, hvor hun i dag arbejder som økonom med fokus på bæredygtighed.