Med Bogføringsloven fra 2022 blev det gradvist obligatorisk for de fleste virksomheder i Danmark at anvende et digitalt bogføringssystem. Nu hvor kravene om digital bogføring er fuldt indfaset, påtænker Erhvervsstyrelsen at gennemføre en række tiltag for at understøtte udbredelsen af e-fakturering.
Efter gældende regler skal digitale standard bogføringssystemer understøtte, at de virksomheder, som anvender systemerne til deres bogføring, kan vælge at benytte sig af e-fakturering.
Med denne bekendtgørelse vil Erhvervsstyrelsen pålægge udbydere af de digitale standard bogføringssystemer at tilmelde deres kunder til modtagelse af e-fakturaer, medmindre virksomhederne aktivt fravælger dette.
Bekendtgørelsen lægger derudover også op til flere sikkerhedstiltag, der skal gøre det trygt at bruge e-faktura.
Bekendtgørelsen er en del af regeringens indsats for Automatisk Erhvervsrapportering (AER).
Høringssvar
Erhvervsstyrelsen opfordrer interesserede parter til at indsende høringssvar.
Høringssvar sendes med emnet ”Høring” senest mandag den 17. august 2026.