Nyhed

Afklaring vedrørende identiske regnskaber – i medierne omtalt som kopierede regnskaber

Hen over foråret var der i en række nyhedsartikler og på sociale medier fokus på de såkaldte “identiske regnskaber” i CVR. Debatten kredsede om, hvorvidt identiske regnskaber kan være en indikation på omfattende snyd og økonomisk svindel hos danske virksomheder.

  • 26. juni 2026
  • Kontrol og tilsyn

Erhvervsstyrelsen følger naturligvis sådan en debat tæt, og styrelsen har nu foretaget en kulegravning af de typiske forklaringer bag de identiske regnskaber.
Analysen viser, at sådanne regnskaber næsten altid har naturlige og legitime forklaringer. Størstedelen af de identiske regnskaber kan forklares ud fra virksomhedstype, aktivitetsniveau eller koncernforhold.

Årsagen skal altså som regel findes et andet sted. Det kan blandt andet skyldes, at virksomheden fungerer som holdingselskab, er nystartet, inaktiv eller kun har meget begrænset aktivitet. 

For eksempel vil to nystartede virksomheder med samme indskudte kapital og ingen aktivitet det første år ofte have identiske regnskaber. Tilsvarende vil fire holdingvirksomheder, der kun ejer den samme underliggende virksomhed og ikke udfører anden aktivitet, også ofte have identiske regnskaber.

Hvis du er interesseret i at læse mere om Erhvervsstyrelsens kontrol på regnskabsområdet herunder indsatsen overfor fiktive regnskaber, så kan du læse mere i Årsberetning for erhvervsrettet kontrol og tilsyn i Erhvervsstyrelsen 2025