CBAM står for ’Carbon Border Adjustment Mechanism’, som på dansk kaldes ’kulstofgrænsetilpasningsmekanisme’. CBAM er en EU-lovgivning, som regulerer importen af visse varer med høj CO2-udledning, der er produceret i lande uden for EU. Formålet er at ligestille varer produceret uden for EU, og som importeres til EU, med varer produceret indenfor EU.
Hvem er omfattet af CBAM
Hvis en virksomhed årligt importerer 50 tons eller derover, af de følgende varegrupper fra et land uden for EU’s toldområde, så er virksomheden omfattet af CBAM:
- Jern og stål
- Aluminium
- Cement
- Gødningsstoffer
Følgende varegrupper er også omfattet af CBAM, uanset hvad den importerede mængde er:
- Elektricitet
- Brint
Importører er undtaget for alle forpligtelser under CBAM, hvis de ikke importerer mere end den angivne tærskel. Undtagelsen betyder bland andet, at importøren ikke behøver at blive godkendt CBAM-klarerer.
Ændringen af lovgivningen medfører, at andre EU-regler skal tilpasses til de nye regler. Dette forventes at ske inden årets udgang.
Vigtige datoer
- 1. januar 2026: CBAM gælder fuldt ud med de nye regler.
31. marts 2026: Med vedtagelsen af de nye CBAM-regler, er fristen for, at virksomheder skal indsende deres ansøgninger om at blive godkendt CBAM-klarerer, ændret fra 1. januar 2026 til den 31. marts 2026. Derfor vil det fortsat være muligt at importere varer omfattet af CBAM, så længe ansøgningen er indsendt inden 31. marts 2026.
Hvis I importerer 50 tons eller derover, og ansøgningen ikke er indsendt senest den 31. marts 2026, vil jeres import af varer omfattet af CBAM blive stoppet af toldmyndighederne. Desuden vil I blive opkrævet en afgift for importen af varer omfattet af CBAM. Dette gælder også, hvis der gives afslag på jeres indsendte ansøgning.
- 1. april 2026: Med vedtagelsen af de nye CBAM-regler, vil årlig import af varer omfattet af CBAM på 50 tons eller derover, kun være muligt, hvis virksomheden enten bliver tildelt status som godkendt CBAM-klarerer eller har en CBAM-ansøgning under behandling.
Ansøgning om at blive godkendt CBAM-klarerer
Indsendelse af ansøgning om at blive godkendt CBAM-klarerer skal ske elektronisk i CBAM-registret. Erhvervsstyrelsen anbefaler, at virksomheder omfattet af CBAM indsender ansøgningen snarest muligt.
På Virksomhedsguiden kan I finde information om, hvordan I får adgang til CBAM-registret for at starte ansøgningsprocessen om at blive godkendt CBAM-klarerer.
På Virk finder I information og vejledning om ansøgningsprocessen for at blive godkendt CBAM-klarerer.
Virksomhedsguiden
Virksomhedernes guide til opstart, drift og udvikling.
Virk selvbetjening
På Virk kan du finde vejledning til CBAM-ansøgningsprocessen, få svar på spørgsmål m.m.
Har du brug for hjælp?
Har du spørgsmål til processen, kan du kontakte CBAM-teamet hos Erhvervsstyrelsen på [email protected]. Husk at notere virksomhedens CVR-nummer i den sendte e-mail, så teamet bedst muligt kan hjælpe jer.