Publikation

Virtuelt hackathon med geodata og kunstig intelligens skaber nye innovative grønne løsninger

8 virksomheder har vist, hvordan geodata og kunstig intelligens har potentiale til at skabe værdi for fremtiden.

  • 30. august 2021

Data og kunstig intelligens vurderes fra flere sider til at kunne bidrage til vækst og styrke den grønne omstilling af Danmark. Med henblik på at vurdere mulighederne for anvendelse af kunstig intelligens med geodata afholdt Erhvervsstyrelsen, Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering og Digitaliseringsstyrelsen derfor et hackaton med fokus på at udvikle løsninger, der benytter geospatiale data. 

Virksomhederne Bizkaze, Cowi, DHI Gras, Knowit, Kortomatic, Niras, ORCA og Septima deltog i hackathonet. De gav deres bud på, hvordan geodata fra Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering kan anvendes til at løse relevante problemstillinger.   

De forskellige løsninger blev vurderet af en jury bestående af repræsentanter fra Erhvervsstyrelsen, Digitaliseringsstyrelsen og Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering samt Dansk Industri, KL og Københavns Kommune. Juryen var imponeret af både idérigdommen, kreativiteten og den faglige dybde deltagerne demonstrerede i præsentationen af deres løsninger. I sidste ende var det dog Knowit, som løb med sejren. 

I denne publikation præsenteres de otte forskellige løsninger og de deltagende virksomheders læringer fra hackathonet.