Vejledning om

A-nummervisning

Denne vejledning uddyber reglerne vedrørende A-nummervisning, som udbyderne af offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester skal leve op til.

  • Version 1.0
  • Seneste opdatering 2. juni 2021

1
Kapitel
Indledning

Du skal læse denne vejledning, hvis du vurderer, at det kan være relevant for dig at vide mere om reglerne vedrørende A-nummer og tilsluttet nummer samt begrænsning heraf. Reglerne er reguleret i §§ 7-9 i bekendtgørelse nr. 1882 om persondatasikkerhed i forbindelse med udbud af offentlige elektroniske kommunikationstjenester og nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester (herefter ”persondatasikkerhedsbekendtgørelsen”).

Hovedpunkterne i bestemmelserne om A-nummer og tilsluttet nummer er:

  1. Den, der foretager et opkald skal have mulighed for at fravælge, at modtageren kan se det nummer, der bliver ringet fra
  2. Den der modtager et opkald skal have mulighed for at afvise opkald

Disse forhold samt undtagelser hertil vil blive uddybet nærmere i denne vejledning. 

Regler gælder også for opkald til og fra udlandet samt Færøerne og Grønland.

Det meste terminaludstyr (fx smartphones) i dag tillader abonnenter og brugere selv at ændre i indstillingerne på terminaludstyret, så rettighederne for brugerne i bekendtgørelsen vedrørende A-nummer og tilsluttet nummer bliver imødekommet af den vej. 

Reglerne om A-nummervisning og tilsluttet nummer har indtil den 20. december 2020 været reguleret i udbudsbekendtgørelsens §§ 20-22 (BEK nr. 715 af 23. juni 2011 om udbud af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester). Bestemmelserne er fremadrettet en del af den nye persondatasikkerhedsbekendtgørelse som trådte i kraft den 21. december 2020.

Reglerne om A-nummer og tilsluttet nummer samt begrænsning heraf er udstedt med hjemmel i telelovens § 8, stk. 1 og stk. 3 (LBK nr. 128 af 7. februar 2014 om lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester senest ændret ved Lov nr. 1833 af 8. december 2020). Bestemmelserne i bekendtgørelsen skal ligeledes læses i sammenhæng med e-databeskyttelsesdirektivet (Direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor).

For oplysninger omkring forholdet mellem e-databeskyttelsesdirektivet og det europæiske kodeks for elektronisk kommunikation henvises der til vejledningen: Databeskyttelse i den elektroniske kommunikationssektor

Bekendtgørelsens regler om A-nummer og tilsluttet nummer finder anvendelse på udbydere af 
offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, som i denne vejledning vil blive betegnet som ”udbydere”.  

For yderligere oplysninger omkring kriterierne for hhv. en udbyder af en offentlig elektronisk kommunikationstjeneste henvises der til vejledningen: Databeskyttelse i den elektroniske kommunikationssektor

Reglerne omkring tilsyn, sanktion og klagemuligheder er ligeledes uddybet i vejledningen: Databeskyttelse i den elektroniske kommunikationssektor

2
Kapitel
Visning af nummer samt begrænsning heraf

2.1. Definition

Et ”A-nummer” er telefonnummereret på den, som foretager et opkald. Definitionen af et A-nummer findes i persondatasikkerhedsbekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 3.

Den, der foretager et opkald, kaldes i denne vejledning for person A. Person A har et A-nummer. Den, der modtager et opkald, kaldes i vejledningen person B. Person B har et B-nummer. Hvis der ringes til fx en omstillingsstation eller en telefonsvarer vil dette i denne vejledning være ”person C”, med et C-nummer. 

2.2. A-nummervisning og afvisning af opkald

Udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester skal, hvis de udbyder A-nummer visning, sikre, at den der foretager et opkald (person A), gratis kan forhindre at vedkommendes nummer bliver overført til den, der modtager opkaldet (person B eller C). A-nummeroverførsel er defineret i § 2, nr. 4.  Reglerne om forhindring af A-nummeroverførsel findes i § 7 i persondatasikkerhedsbekendtgørelsen.

Forhindring af A-nummervisning kaldes også ”Calling Line Identification”. The European Telecommunications Standards Institute (ETSI) har fastsat standarder herfor, som bør følges. 

Hvis person A ringer til person B eller C, skal person A altså have mulighed for at fravælge, at person A’s telefonnummer vises. 

Denne mulighed skal den, der foretager et opkald have for hvert enkelt opkald og for hver enkelt forbindelse. Det vil sige, at person A skal kunne vælge at ringe med hemmeligt nummer alene ved enkelte opkald, men også kunne vælge altid at ringe med hemmeligt nummer. Det er derfor ikke tilstrækkeligt, hvis en udbyder kun tilbyder mulighed for en generel hindring af A-nummeroverførsel.

Derudover skal den, der modtager et opkald (person B eller C) gratis have mulighed for at

  1. forhindre visning af A-nummeret ved indkommende opkald. 
  2. afvise modtagende opkald, hvis der ringes med hemmeligt/udeladt nummer, fordi person A har forhindret visning af sit nummer.

Eksempel

Person A ringer til Livslinien (person B eller C) med behov for anonym rådgivning. Livslinjen tilbyder anonym rådgivning, og har derfor forhindret visning af et A-nummer ved indkomne kald. På den måde er det muligt at tilbyde anonym telefonrådgivning, så den rådsøgende (person A) kan være sikker på, at rådgiveren (den der modtager et opkald – her person B eller C) ikke har mulighed for at identificere den rådsøgende. 

2.3. Visning af tilsluttet nummer

Et tilsluttet nummer er nummeret på den, der modtager et opkald. Det tilsluttede nummer kan i nogle tilfælde være anderledes end det kaldte. Hvis person A fx ringer til et nummer, som går på en telefonsvarer, vil telefonsvaren være det tilsluttede nummer, eller hvis person A ringer til et direkte nummer på en ansat i en virksomhed, men automatisk bliver viderestillet til virksomhedens hovednummer, vil det tilsluttede nummer være hovednummeret. Definitionen på et tilsluttet nummer kan findes i persondatasikkerhedsbekendtgørelsens § 2, nr. 5. 

Udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, der udbyder tjenester, som giver mulighed for at vise et tilsluttet nummer, skal give den kaldte abonnent (person B) mulighed for gratis at blokere for, at den kaldende bruger (person A) kan identificere det tilsluttede nummer. Reglerne om visning af tilsluttet nummer findes i § 8 i persondatasikkerhedsbekendtgørelsen. 

Eksempel

En virksomhed ønsker, at kunder, der ringer til virksomheden, kun kender virksomhedens hovedtelefonnummer og ikke de enkelte medarbejderes direkte telefonnumre. Derfor benytter virksomheden sig af tilsluttet nummer, således at alle opkald automatisk viderestilles til receptionen, eller at der ved opkald fra medarbejderes direkte numre alene fremgår virksomhedens hovednummer. 

2.4. Undtagelser

Der gælder følgende undtagelser for visning af A-nummer, A-nummeroverførsel og visning af tilsluttet nummer (bekendtgørelsens § 7 og 8): 

  • Bestemmelsen omfatter ikke forudbetalte kort fx taletidskort eller elektroniske kommunikationstjenester, der kan sidestilles hermed jf. § 1, stk.  2.
  • Bestemmelsen kan fraviges i erhvervsaftaler jf. § 1, stk. 3

Der skal desuden ses bort fra en blokering af visning af A-nummer eller et tilsluttet nummer i følgende tilfælde: 

  • Ved indgreb i meddelelseshemmeligheden, hvor politiet har behov for at kunne identificere numre, jf. retsplejelovens kap 71. Indgreb i meddelelseshemmeligheden sker f.eks. i forbindelse med politimæssig aflytning som led i opklaring af forbrydelser. Sådanne indgreb kræver en retskendelse.
  • Ved opkald til den offentlige alarmtjeneste (112)

Bestemmelserne findes i § 22 i persondatasikkerhedsbekendtgørelsen.