Facebook LinkedIn Twitter Hvis du deler indholdet, vil udbyderen af servicen sætte en eller flere cookies på din computer.
Nyhed15.01.2015

Strukturfondsinvesteringer skaber vækst og job

Emner: Vækst og iværksætteri

Det betaler sig for private virksomheder at deltage i strukturfondsprojekter. Virksomhederne skaber flere job og øger deres omsætning i forhold til sammenlignelige virksomheder, der ikke deltager i projekterne.

Det viser en ny effektmåling af den regionale erhvervsudviklingsindsats, som Erhvervsstyrelsen har udarbejdet i samarbejde med de regionale vækstfora og Danmarks Statistik

8.300 flere job og 16 mia. kr. ekstra i omsætning

I 2007-2010 har de regionale vækstfora igangsat 355 erhvervsudviklingsprojekter med medfinansiering fra EU’s strukturfonde – Regionalfonden og Socialfonden.

Ca. 8.700 private danske virksomheder har deltaget i projekterne, som løber over flere år – og det med succes.

Effektmålingen sammenligner den faktiske udvikling i perioden 2010-2013 i de 8.700 virksomheder med udviklingen i sammenlignelige virksomheder, som ikke har deltaget i indsatsen. Målingerne indikerer, at beskæftigelsen i de deltagende virksomheder i 2013 var ca. 8.300 fuldtidsjob højere, end den ville have været, hvis virksomhederne ikke havde deltaget i indsatsen. Tilsvarende var omsætningen ca. 16 mia. kr. højere.

Projekterne har et samlet budget på ca. 4,4 mia. kr. Det betyder, at det i gennemsnit har kostet ca. 500.000 kr. at skabe et nyt fuldtidsjob.

Ikke alle effekter er med

Effektmålingen fokuserer på job- og værdiskabelse i den private sektor. En række projekter vil ikke have nået deres maksimale effekt i 2013, hvor målingerne slutter. Hertil kommer, at over 1.000 private deltagervirksomheder, som også kan have oplevet positive effekter, ikke er medtaget i målingerne af tekniske årsager.

I mange projekter indgår også offentlige aktører. Effekterne på de offentlige aktører indgår ikke i målingerne. Det kan fx være en styrket kapacitet og evne til samarbejde med den private sektor.

Sådan er effekten opgjort

Effektmålingen er baseret på faktiske tal fra Danmarks Statistik om virksomhedernes udvikling i beskæftigelse og omsætning i 2010-2013. Virksomhederne, som har deltaget i strukturfondsprojekterne, bliver sammenlignet med virksomheder i en såkaldt kontrolgruppe, som ligner deltagerne, men som ikke har deltaget i strukturfondsprojekter.

Det gør det muligt at estimere effekterne på beskæftigelse og omsætning. Måleresultaterne skal tolkes forsigtigt. Bl.a. kan der være vigtige karakteristika, der ikke tages højde for i dannelsen af kontrolgruppen, herunder uobserverbare karakteristika som virksomhedernes motivation og engagement, vækstorientering, udviklingsbehov mv. Det kan således ikke udelukkes, at en forholdsvis høj vækst i deltagervirksomhederne delvist kan tilskrives sådanne karakteristika snarere end effekter af deltagelse i strukturfondsprojekterne.

Læs mere om EU's strukturfonde og regional udvikling her