Facebook LinkedIn Twitter Hvis du deler indholdet, vil udbyderen af servicen sætte en eller flere cookies på din computer.
Nyhed27.05.2014

Større fokus på samfundsansvar i offentlige indkøb

Offentlige institutioner kan hente inspiration i det arbejde med samfundsansvar, der foregår i danske virksomheder og i de offentlige institutioner i udlandet. Derfor inviteres til debatmøde om samfundsansvar i offentlige indkøb.

Der er store perspektiver i, at det offentlige fremover vil fokusere mere på samfundsansvar. Derfor har Lise Kingo, formand for Rådet for Samfundsansvar, og Mads Øvlisen, formand for Mæglings- og klageinstitutionen for ansvarlig virksomhedsadfærd, inviteret indkøbschefer fra det offentlige og alle andre interesserede til et debat-arrangement den 2. juni 2014 i Erhvervsstyrelsen.

Erfaringer fra ind- og udland

Her kan deltagerne hente inspiration hos oplægsholdere, der arbejder med samfundsansvar. Fra COOP kommer CSR afdelingschef Ulla Riber og deler koncernens erfaring med leverandørstyring. Udbudsjurist Anne Dorthe Baunerhøj deltager fra SKI, og fra Aarhus Kommune kommer indkøbschef Annette Winther for at fortælle om erfaringer og udfordringer med samfundsansvar, når man køber ind i det offentlige.

Der bliver også viden og inspiration at hente fra Norge, når særlig rådgiver i det statslige sundhedsvæsen, Grethe Solli, kommer og fortæller om etisk handel, og om hvordan man følger op på samfundsansvar.

Der vil være mulighed for spørgsmål og debat. Næstformand i Rådet for Samfundsansvar Anders Ladekarl er ordstyrer.

Program og tilmelding her