Facebook LinkedIn Twitter Hvis du deler indholdet, vil udbyderen af servicen sætte en eller flere cookies på din computer.
Nyhed13.04.2015

Samfundsøkonomiske gevinster af højhastighedsbredbånd og mobildækning

Emner: Tele og internet

Der er en positiv sammenhæng mellem bredbåndshastighed og mobildækning og produktivitet i danske virksomheder. Virksomheder med højhastighedsbredbånd har fx en merproduktivitet på op til 3,9 pct., svarende til en årlig samfundsøkonomisk merværdi på op til 5,6 mia. kr.

Det viser en analyse foretaget af DAMVAD for Erhvervsstyrelsen. Analysen er foretaget på baggrund af data fra Danmarks Statistik om virksomheders anvendelse af fastnet og mobilt bredbånd samt deres produktivitet. Undersøgelsen dækker virksomheder i private byerhverv med mindst 10 ansatte, og omfatter data for perioden 2004-2012.

Analysen viser, at der er en positiv sammenhæng mellem den bredbåndshastighed som virksomhederne anvender og deres produktivitet. Virksomheder med højhastighedsbredbånd har således en merproduktivitet på op til 3,9 pct., når man sammenligner med tilsvarende virksomheder med en mellemhurtig bredbåndsforbindelse, der ellers har samme karakteristika og ressourceanvendelse. Det svarer til en årlig samfundsøkonomisk merværdi på op til 5,6 mia. kr.

Ligeledes viser analysen, at der er en positiv sammenhæng mellem anvendelse af mobilt bredbånd og produktivitet i danske virksomheder. Merproduktiviteten for virksomheder der anvender mobilt bredbånd i forhold til tilsvarende virksomheder der ikke anvender mobilt bredbånd er op til 4,2 pct., hvilket svarer til 8,7 mia. kr. om året i den analyserede periode.

Det har ikke været muligt at teste årsagssammenhængen og dermed udlede, om den højere produktivitet skyldes anvendelsen af højhastighedsbredbånd eller mobilt bredbånd, eller om højproduktive virksomheder generelt anvender højhastighedsbredbånd/mobilt bredbånd. Undersøgelsens resultater skal fortolkes med en vis forsigtighed.

Analysen bygger på 16.000 virksomheder. Det er første gang, der er foretaget en økonometrisk effektmåling baseret på danske virksomhedsdata over en længere periode (2004-2012), og analysen er også unik internationalt. De fleste tidligere analyser belyser effekten af udbredelse af bredbånd - ikke effekten af hastigheden på virksomheders bredbåndsforbindelse. Samtidig er det første gang sammenhængen mellem produktivitet og mobilt bredbånd belyses.

Læs undersøgelsen her:

 

 

 

 

 


 

 

Kontakt: Lasse Nielsen lasnie@erst.dk tlf. 35 29 17 13