Facebook LinkedIn Twitter Hvis du deler indholdet, vil udbyderen af servicen sætte en eller flere cookies på din computer.
Nyhed02.06.2014

Rykkere for årsrapporten sendes nu som Digital Post

Hvert år sender Erhvervsstyrelsen rykkere ud til virksomheder, som afleverer årsrapporten for sent. Fra den første juni vil rykkerne, de såkaldte påkravsbreve, blive sendt til virksomhedens digitale postkasse.

For ca. 130.000 danske virksomheder udløber fristen for indsendelse af årsrapport den 31. maj 2014. De virksomheder, som ikke har overholdt fristen, får som hidtil en rykker i form af et påkravsbrev. Det nye er, at påkravsbrevet fra den 1. juni bliver sendt til virksomhedens digitale postkasse.

For sen aflevering kan betyde en afgift for ledelsen

Det er kun måden, påkravsbrevet sendes på, der er ændret. Reglerne og indsendelsesfristerne er de samme, ligesom virksomhedens ledelse som hidtil risikerer at få afgifter, hvis virksomhedens årsrapport indsendes for sent.

Det er virksomhedens eget ansvar at tjekke Digitale Post

Alle virksomheder med et CVR-nummer har siden den 1. november 2013 haft pligt til at modtage Digital Post fra det offentlige, og alle virksomheder har fået oprettet en postkasse i Digital Post. Hvis postkassen ikke allerede er aktiv, skal virksomheden aktivere den.

Gå ikke glip af vigtig post

Erhvervsstyrelsen opfordrer virksomheder til hurtigst muligt at få aktiveret postkassen, ellers risikerer man at gå glip af vigtig post som f.eks. påkravsbreve. Det er virksomhedens eget ansvar at tjekke, om den har modtaget post i sin digitale postkasse. Man skal bruge en NemID medarbejdersignatur for at aktivere virksomhedens digitale postkasse.

Læs om den digitale postkasse og aktivering af den på Virk.dk