Facebook LinkedIn Twitter Hvis du deler indholdet, vil udbyderen af servicen sætte en eller flere cookies på din computer.
Nyhed28.10.2013

Revisorkommissionen fylder 100 år

Emner: Liberale erhverv

I 100 år har Revisorkommissionen stået for at eksaminere både de statsautoriserede og registrerede revisorer. Kommissionen sikrer bl.a., at revisorerne til enhver tid er klædt på til at underbygge tilliden i dansk erhvervsliv.

I år er det 100 år siden, at Revisorkommissionen blev etableret. Revisorkommissionens opgave er bl.a. at afholde eksamen for kommende statsautoriserede og registrerede revisorer. Kommissionen rådgiver desuden Erhvervsstyrelsen om revisorer og revisionsforhold og bistår med administrationen af revisorloven.

"Midt i en forandringstid er det rigtig flot og glædeligt at kunne være med til at fejre en offentlig institution, der i 100 år har været omgivet af respekt. Revisorkommissionens hovedopgave er at sikre, at danske revisorer hele tiden er klædt på til at løfte deres væsentlige opgave som samfundets garant for, at virksomhedernes regnskaber er til at stole på," siger adm. direktør i Erhvervsstyrelsen Betina Hagerup

"God revision er på mange måder grundlaget for, at vi kan opretholde det høje niveau af tillid, som eksisterer i dansk erhvervsliv. Hvis vi skal have et velfungerende erhvervsliv, som kan bidrage til vækst og velfærd, er det helt nødvendigt, at man kan have tillid bl.a. til virksomhedernes regnskaber. Revisorerne har en helt central rolle her," understreger hun.

Betina Hagerup er adm. direktør i Erhvervsstyrelsen, som nedsætter Revisorkommissionen.

Erhvervsstyrelsen og FSR - danske revisorer, Dansk Industri og Dansk Erhverv markerer det runde jubilæum med en konference i Børssalen fredag den 1. november. Her vil repræsentanter for revisorer, offentlighed og erhvervsliv sætte fokus på revisors rolle i et moderne samfund