Facebook LinkedIn Twitter Hvis du deler indholdet, vil udbyderen af servicen sætte en eller flere cookies på din computer.
Pressemeddelelse18.12.2015

Rekordmange deltog i iværksætterugen

Emner: Vækst og iværksætteri

Over 28.000 danskere i alle aldre tog del i Global Entrepreneurship Week i november. Det er ny rekord.

Den 8. udgave af Global Entrepreneurship Week løb af stablen i uge 47, hvor over 330 arrangementer tiltrak mere end 28.000 deltagere til workshops, foredrag, webinarer, netværksmøder og iværksætterkonkurrencer i hele landet.

Udover de traditionelle aktiviteter i iværksætterugen, har der i år været en række aktiviteter målrettet mod at inspirere børn og unge til at handle på deres gode idéer og åbne deres øjne for iværksættervejen.
Global Entrepreneurship Week har blandt andet arbejdet med etablerede iværksættere som rollemodeller, der har besøgt skoler og uddannelsesinstitutioner, og holdt oplæg om deres iværksætterrejse.

Som optakt til ugen blev der også uddelt 2227 kasser pakket med viden, inspiration og tværfagligt undervisningsmateriale til samtlige grundskoler i Danmark. Materialet i kasserne styrker børn og unges evne til at tænke nyt, se muligheder og omsætte gode idéer til værdi, og kan bruges til undervisningsforløb helt ned i 0.klasse. Sidst men ikke mindst har Global Entrepreneurship Week Denmark lanceret verdens første forretningsplan målrettet til børn og unge med titlen "Bliv din egen Boss".

Langsigtet erhvervsudvikling

Vores fokus i år udspringer af vigtigheden i at arbejde med erhvervsfremme på den lange bane. Vi er alle afhængige af, at der bliver skabt flere virksomheder, der kan tilføre job, værdi og velfærd til samfundet. De virksomheder skal skabes af fremtidens iværksættere, der formår at tage de gode idéer et skridt videre og gøre dem til en reel forretning. Mange børn og unge har potentialet til at blive iværksættere, men de har ligesom voksne brug for inspiration og konkrete værktøjer, før de kan handle på deres drømme, siger Sine Larsen, kampagnechef på Global Entrepreneurship Week Denmark.

Global Entrepreneurship Week Denmark blev i år arrangeret af Fonden for Entreprenørskab i samarbejde med Erhvervsstyrelsen og en lang række offentlige og private partnere.Vicedirektør i Erhvervsstyrelsen Anders Hoffmann er tilfreds med resultatet af årets iværksætteruge.

Det er lykkedes for os at aktivere en ny målgruppe, som ikke tidligere har været en del af iværksætterugen og det er vi selvfølgelig glade for. Det har været meget inspirerende at møde både børn med iværksætterambitioner og unge, der allerede har gang i en spirende forretning. De har ikke så mange forbehold, når det drejer sig om at få idéer og det skal vi anerkende og understøtte. Jo tidligere vi sætter ind, des større sandsynlighed er der for, at vi om en årrække står med nogle dygtige iværksættere, der kan bidrage til udviklingen i samfundet, siger Anders Hoffmann.

Læs mere om Global Entrepreneurship Week på www.gew.dk