Facebook LinkedIn Twitter Hvis du deler indholdet, vil udbyderen af servicen sætte en eller flere cookies på din computer.
Nyhed13.01.2017

Regeringen svarer på 15 anbefalinger fra Implementeringsrådet

Emner: Virksomhed og erhverv

Regeringen har netop svaret på 5 anbefalinger fra Implementeringsrådet om at udøve tidlig interessevaretagelse i Bruxelles og på 10 anbefalinger om igangsættelse af nabotjek af danske regler.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen sætter pris på anbefalingerne, som peger på vigtige sager for dansk erhvervsliv.

Regeringen imødekommer flere af rådets anbefalinger. To anbefalinger om tidlig interessevaretagelse vil indgå i regeringens igangværende arbejde, mens regeringens Implementeringsudvalg vil se nærmere på interessevaretagelsen vedrørende persondataforordningen.

Derudover igangsætter regeringen flere nabotjek på baggrund af Implementeringsrådets anbefalinger.  Regeringen vil bl.a. sammenligne den danske fortolkning, af EU-krav til virksomhederne om at kunne følge og spore fisk fra kutter til forbruger, med en række andre EU-lande. Nabotjekket skal afdække, om reglerne fortolkes mere erhvervsvenligt i andre lande, herunder om kravene kan opfyldes uden brug af et elektronisk system.  Regeringen vil ligeledes undersøge, om reglerne for stort kørekort for personer med epilepsi er implementeret særligt restriktivt i Danmark med henblik på at undgå, at danske chauffører rammes af et kørselsforbud, som ikke følger af EU-kravene.

 

Næste møde i Implementeringsrådet afholdes tirsdag den 14. marts 2017.

Læs mere om Implementeringsrådets arbejde her.

 

Kontaktperson: Formand for Implementeringsrådet, Paul Mollerup, tlf. 33 43 70 10 eller 51 34 20 30.