Facebook LinkedIn Twitter Hvis du deler indholdet, vil udbyderen af servicen sætte en eller flere cookies på din computer.

Rapport fra Udvalg om ejerlejlighedsloven

Erhvervsstyrelsens Rapport fra Udvalg om ejerlejlighedsloven indeholder forslag til, hvordan ejerlejlighedsloven kan moderniseres.

I 2016 blev Udvalg om ejerlejlighedsloven nedsat og fik til opgave at komme med forslag til en moderniseret ejerlejlighedslov. På den baggrund har udvalget lavet en rapport, hvor hele ejerlejlighedsloven er gennemgået med særlig fokus på muligheder og konsekvenser ved helt eller delvist at ophæve lovens opdelingsforbud for ældre private udlejningsejendomme og ejendomme med andelsboliger og på at gøre lovteksten lettere forståelig og anvendelig for ejerforeninger og administratorer.

Rapporten indeholder udvalgets overvejelser og konklusioner om at ophæve forbuddene i loven mod at omdanne andelsboliger og lejeboliger til ejerlejligheder, et forslag til ny ejerlejlighedslov og ny normalvedtægt for ejerforeninger.
 

Et enigt udvalg konkluderer, at:

  • der bør udarbejdes en helt ny ejerlejlighedslov, hvor lovens struktur gøres mere overskuelig
  • der bør udstedes en ny og ajourført normalvedtægt, som er enkel, overskuelig og praktisk anvendelig
  • opdelingsforbuddet for ældre private udlejningsejendomme med 2 beboelseslejligheder og erhverv bør ophæves
  • opdelingsforbuddet for landbrugsejendomme bør opretholdes
     

Et flertal i udvalget konkluderer, at:

  • opdelingsforbuddet for ejendomme med private andelsboligforeninger i bygninger opført efter 1966, bør ophæves

Da der ikke er flertal i udvalget for at ophæve opdelingsforbuddene for ældre private udlejningsejendomme og ejendomme med private andelsboligforeninger i bygninger opført i 1966 eller tidligere fastholdes forbuddene i udvalgets forslag til ny ejerlejlighedslov.
 


Om Udvalg om ejerlejlighedsloven

’Udvalg om ejelejlighedsloven’ blev nedsat den 23. juni 2016 og bestod af 14 medlemmer, som har repræsenteret interesseorganisationer samt myndigheder på området. Hans Henrik Edlund, professor ved juridisk institut på Aarhus Universitet, var formand for udvalget.

Erhvervsstyrelsen har fungeret som sekretariat for udvalget, der har holdt 18 møder fra september 2016 til december 2017.