.
     Kan du ikke læse nyhedsbrevet - Se online version i din browser ›
.

Indhold

› Workshop viser vejen for klyngeudviklingen på Bornholm
› Nyskabende uddannelse om grønt byggeri
› Hvad fik Bornholm med hjem fra COP15?
› Lær af den bornholmske fødevaresucces
› Tag med på en inspirerende opdagelsesrejse
.
Samarbejde
.
.

Workshop viser vejen for klyngeudviklingen på Bornholm

Luften simrede af engagement og initiativlyst, da 50 bornholmske erhvervsledere var samlet til klyngeworkshop på Bornholms Akademi i januar. Formålet med seminaret var at højne kvaliteten af det eksisterende virksomhedssamarbejde på Bornholm og øge samarbejdet på tværs af de enkelte erhvervsklynger.

Deltagerne arbejdede sammen i tre tværgående klyngeuniverser: "Bornholm som grønt testlaboratorium", "Oplevelsesunivers Bornholm" og "Det Bornholmske Køkken". Med udgangspunkt i disse grupper blev der udstukket ambitiøse visioner for det kommende klyngearbejde. Og nok så vigtigt blev der lagt en række helt konkrete initiativer frem på bordet. Over hele linjen blev der plottet spændende arrangementer ind i kalenderen, hvor der nu skal arbejdes videre med de gode ideer og initiativer. Du kan læse mere om flere af disse arrangementer her i brevet.

Optimistisk klyngeekspert

Den verdenskendte newzealandske ekspert i klyngeudvikling Ifor Ffowcs-Williams deltog som sparringspartner i seminaret, og han var særdeles optimistisk på Bornholms vegne. "Det her er en grøn ø. Lad os udbasunere det endnu mere, så folk i hele Østersø-regionen - ja i hele verden - ved, at Bornholm skiller sig ud på særlige områder," erklærede han til TV 2/Bornholm i stationens reportage fra workshoppen.

Den engagerede dialog under workshoppen afslørede, at de bornholmske virksomheder generelt ved alt for lidt om, hvad hinanden går og laver. Og det stod hurtigt klart, at der er mange lavt hængende frugter at plukke, hvis virksomhederne bliver bedre til at videndele og samarbejde med hinanden. En undersøgelse foretaget af analysebureauet Userneeds har vist, at otte ud af ti bornholmske erhvervsledere kan se et vækstpotentiale i at samarbejde med andre bornholmske virksomheder. Samme undersøgelse viser, at 46 % af de bornholmske erhvervsledere ser størst vækstpotentiale i at samarbejde om fælles salg og markedsføring, og at 26 % ser størst vækstpotentiale i at samarbejde om innovation og produktudvikling.

For mere information om resultaterne fra workshoppen, kontakt leder af Klyngeprojektet Lars Albæk fra Væksthus Hovedstadsregionen her eller på 3010 8109.

.
.
.

Nyskabende uddannelse om grønt byggeri

Mandag den 22. februar trådte 32 håndværkere ind ad døren til Bornholms Erhvervsskole, hvor et splinternyt kursusforløb om energibesparende byggeri ventede dem. Med fem uger på skolebænken vil de blive bedre til at tænke grønne løsninger ind i deres arbejde og dermed også til at rådgive kunderne om energibesparende alternativer.

Bag ideen til det nye uddannelsesforløb står Bygge- og Anlægsklyngen, og et af formålene er at give de forskellige håndværkere en større indsigt i og respekt for hinandens fag. De tilmeldte håndværkere har nemlig vidt forskellige baggrunde - tømrere, murere og vvs'ere - og skal modtage undervisning i fælles flok i halvdelen af uddannelsesforløbet.

Udfylder et tomrum

"Kurset begyndte nærmest i det øjeblik, vi satte os sammen i klyngen, hvor det hurtigt stod klart, at vi havde en helt forskellig viden. Så alene hos os i klyngen var der et behov for fælles fodslag - og derfor var det naturligt, at det samme var tilfældet i verden omkring os. Der manglede simpelthen en tværfaglig uddannelse på energiområdet," fortæller Hans-Aage Steenberg, formand for Bygge- og Anlægsklyngen.

Kurset skal formidle den nytænkning, der for øjeblikket springer frem på området for bæredygtigt byggeri. Og et demonstrationsprojekt for energirigtig renovering i et gammelt byhus i Nexø skal være platformen for den praktiske del af uddannelsen. En række eksterne undervisere fra landets videncentre skal supplere erhvervsskolens lokale lærere og ruste dem til at blive selvkørende i undervisningen om grønt byggeri fremover.

Der har allerede været stor interesse for den nyskabende uddannelse uden for øens grænser. "Vi har fundet ud af undervejs, at vi faktisk er rigtigt langt fremme på det her område på Bornholm. Så vi håber da på, at projektet kan rettes mod flere arbejdsgrupper og måske endda skabe en model for lignende uddannelser andre steder i landet," fortæller Hans-Aage Steenberg.

For mere information om uddannelsen, kontakt formand for Bygge- og Anlægsklyngen Hans-Aage Steenberg her eller på 5695 5330 - eller Camilla Sandfeld fra Business Center Bornholm her eller på 3070 2034.

.
Træ Modlys
.
.

Hvad fik Bornholm med hjem fra COP15?

Bygge- og Anlægsklyngen inviterer til morgenmøde på Møbelfabrikken i Nexø den 26. marts. Klyngen var flot repræsenteret, da en række bornholmske erhvervsfolk gik sammen om at markedsføre øen med en stor udstilling på messen Bright Green Expo ved klimatopmødet i København i december. Ideen bag var, at jo stærkere de bornholmske virksomheder står sammen i markedsføringen af Bornholm, jo mere vil det komme alle til gode. Mens missionen var at fortælle verden om Bornholm som en unik Bright Green Island, der går forrest i klimaindsatsen.

Ved morgenmødet vil nogle af klyngens repræsentanter dele ud af, hvad de fik med hjem fra København. Ejendomsmægler Charlotte Kjøller, tømrermester Erik Damgaard og erhvervschef Lene Grønning fra Business Center Bornholm vil være blandt de folk, der deler ud af deres erfaringer til alle erhvervsfolk med interesse i Bright Green Island-initiativer. Responsen fra de besøgende på messen var meget positiv, og de bornholmske repræsentanter blev bestyrket i, at den fælles indsats under Bright Green Island-brandet vil åbne op for mange nye forretningsmuligheder.

Til morgenmødet vil du også kunne høre om dine muligheder for at deltage og få udbytte af arbejdet i Bygge- og Anlægsklyngen. Og kursister fra den nye uddannelse om grønt byggeri på Bornholms Erhvervsskole kommer og viser de mock-ups, som de har lavet af forskellige energibesparende og innovative konstruktioner. Med andre ord er morgenmødet en god mulighed for at udvide dit netværk og finde nye samarbejdspartnere.

En vaskeægte bornholmsk stand

Efter arrangementet kan alle besøge den 27 mē store udstilling fra messen Bright Green Expo, der er genopført på Møbelfabrikken. Standen er i sig selv et godt eksempel på Bornholms særegenhed. Alt, der bliver brugt på den, er nemlig bornholmsk, hvilket en lang række af øens virksomheder har gjort muligt. Udstillingen giver et godt indblik i, hvilken betydning visionen om en unik Bright Green Island kan få for bygge- og anlægsbranchen på Bornholm.

Arrangementet er gratis, og tilmelding skal ske på mail til info@bornholm.biz senest den 24. marts. Bygge- og Anlægsklyngen byder på kaffe og morgenmad.

Tid: Fredag den 26. marts fra kl. 8.00-9.15.

Sted: Møbelfabrikken, Rønnevej 17A, Nexø.

For mere information om morgenmødet, kontakt formand for Bygge- og Anlægsklyngen Hans-Aage Steenberg her eller på 5695 5330 - eller klyngetovholder Hanne Nisbeth fra Business Center Bornholm her eller på 8818 4146.

.
.
.

Lær af den bornholmske fødevaresucces

"Historien bag den bornholmske fødevaresucces - fra ildsjæle til kommercielt brand". Sådan lyder titlen, når Klyngeprojektet og Center for Regional- og Turismeforskning (CRT) inviterer til fyraftensseminar i Nexø den 24. marts. Her kan Bornholms erhvervsaktører - både fra fødevareområdet og andre sektorer - drage nytte af de gode og hårdt købte erfaringer, de bornholmske fødevareproducenter har gjort sig. Ligesom de kan få gode råd om, hvad der skal til for at slå igennem i nationalt regi.

Der er nemlig meget at lære af den succes, som bornholmske fødevareproducenter har skabt siden 90'erne. Gennem en stædig udvikling af ny viden, markedsføring og produktionsmetoder har producenterne skabt solide brands på det danske marked - trods mange forhindringer. Hvad har sektoren for regionale fødevarer gjort rigtigt? Og hvordan sikrer man en fortsat positiv udvikling, så Bornholm i fremtiden bliver kendt som Food Island?

Lokale produkter baner vejen

Det er nogle af spørgsmålene, CRT har stillet sig selv i et stort projekt. Centeret har kigget på brede tendenser, men også lavet konkrete studier af bornholmske virksomheder og produkter - fra Lille Gadegårds vin og Lehnsgaards rapsolie til Danish Crowns Bornholmergris. Ved arrangementet lægges der op til en jordbunden offentlig diskussion, som alle med interesse i regional produktudvikling og eksport utvivlsomt kan få udbytte af.

Ved samme lejlighed vil vækstkonsulent Breno Thorsen fra Væksthus Hovedstadsregionen præsentere de hidtidige resultater i projektet "Bornholmske fødevarer - fremtidens innovative eksporterhverv", hvor seks bornholmske virksomheder deltager. Endelig fortæller koordinator Hans Jørgen Jensen fra LAG Bornholm om projektet "Det Bornholmske Køkken", der vil inddrage restauranter og kokke i udviklingen af den lokale madkultur.

Seminaret er gratis og inkluderer et mindre traktement. Tilmelding skal ske på mail til seniorforsker hos CRT Jesper Manniche her senest den 22. marts.

Tid: Onsdag den 24. marts fra 16.00-18.30.

Sted: Center for Regional- og Turismeforskning, Stenbrudsgården, Stenbrudsvej 55, Nexø.

For mere information om arrangementet, kontakt Jesper Manniche på ovennævnte mail eller på 5644 0023.

.
Haralds Havn
.
.

Tag med på en inspirerende opdagelsesrejse

I sommers havde Bornholm besøg af den farverige reklamemand Jørgen Duus. Jørgen Duus er bl.a. kendt fra tv-programmet "Kender du typen", og formålet med hans besøg var bl.a. at gå på opdagelse og identificere den type turister, øen har særlige forudsætninger for at tiltrække.

Jørgen Duus' undersøgelse af Bornholms turistpotentiale er en del af et stort landsdækkende projekt om at udvikle nye helårsdestinationer. Bornholm deltager med projektet "Bornholms Middelalderunivers". Middelaldercentret skal udbygges, og samarbejdet med andre virksomheder inden for bl.a. transport, overnatning og kultur skal med hjælp fra Klyngeprojektet udvikles med forankring i en kommende Oplevelsesklynge på Bornholm. Et af målene i Oplevelsesklyngen er at gøre "Bornholms Middelalderunivers" til en reel fyrtårnsattraktion - i tæt samarbejde med andre oplevelsesudbydere på øen.

Bliv en del af Oplevelsesklyngen

Fredag den 26. marts løfter Jørgen Duus og reklamebureauet Bates Y&R, der er medspiller på projektet, sløret for resultaterne af deres undersøgelse. De har kogt det hele ned til en arketypisk gæst, og deres pointer om Bornholms helt unikke salgsprofil skal nok åbne manges øjne op for nye forretningsmuligheder.

I forlængelse af præsentationen fortæller Bornholms Middelaldercenter og Destination Bornholm om status for projektet "Bornholms Middelalderunivers". Og Klyngeprojektet vil i samme forbindelse invitere interesserede partnere med i samarbejdet i Oplevelsesklyngen.

Arrangementet er gratis, og tilmelding skal ske på info@bornholmsmiddelaldercenter.dk eller på 5649 8319 senest den 24. marts.

Tid: Fredag den 26. marts fra 13.00-15.00.

Sted: Bornholms Middelaldercenter, Stangevej 1, Gudhjem.

For mere information om arrangementet, kontakt direktør Niels Erik Rasmussen fra Bornholms Middelaldercenter på ovennævnte mail eller telefonnummer.

.
EU Logo
.