Facebook LinkedIn Twitter Hvis du deler indholdet, vil udbyderen af servicen sætte en eller flere cookies på din computer.
Pressemeddelelse17.11.2014

Penge, tid og evner spænder ben for digitalisering i virksomheder

Emner: Digitalisering, Vækst og iværksætteri

Danske virksomheder vil gerne udvide brugen af it, men mangler både tid, kompetencer og billigere software.

Der er mange og store fordele ved at digitalisere, men prisen på it-løsninger og manglende tid og kompetencer står i vejen. Det siger et flertal blandt 4000 danske virksomheder i en ny undersøgelse fra Danmarks Statistik lavet for Erhvervsstyrelsen op til Danmarks Vækst- og Iværksætteruge i uge 47.

Større indtjening, enklere arbejdsgange og flere ressourcer til rådighed. Det er bare nogle af de mange fordele, som Danmarks virksomheder oplever ved digitalisering. Alligevel er der en stor del af virksomhederne, som ikke for alvor satser på nye it-løsninger.

De største barrierer for digitalisering er ifølge virksomhederne selv prisen på relevante it-løsninger, software der matcher virksomhedens behov og manglende ressourcer i den enkelte virksomhed. Mere end halvdelen af de danske virksomheder siger, at relevante it-løsninger er for dyre, og cirka halvdelen af virksomhederne oplever, at de hverken har tid eller ressourcer nok til at fokusere på digitalisering.

Niels May Vibholt, kontorchef i Erhvervsstyrelsen:

Tallene viser ikke overraskende, at mange virksomheder ser udfordringer i forhold til anvendelsen af it. Men de viser også, at de virksomheder, der rent faktisk introducerer nye it-løsninger, blandt andet oplever, at de bliver mere effektive og fleksible. Vi vil derfor gerne have endnu flere virksomheder til at få øjnene op for de fordele, som digitalisering giver den enkelte virksomhed.

Virksomhederne oplever også manglende kompetencer som en barriere for anvendelse af it. Det drejer sig blandt andet om kompetencer til at sammentænke it og forretning samt de digitale kompetencer hos medarbejderne.

Regeringen vil inden for den nærmeste fremtid lancere en vækstplan for det digitale område, hvor der blandt andet vil være fokus på erhvervslivets anvendelse af it og de digitale muligheder.

Under Danmarks Vækst- og Iværksætteruge i uge 47 sætter en række arrangementer netop fokus på virksomhedernes digitale muligheder.

Læs meget mere om Danmarks Vækst og Iværksætteruge på www.uge47.dk og på Facebook.com/uge47