Facebook LinkedIn Twitter Hvis du deler indholdet, vil udbyderen af servicen sætte en eller flere cookies på din computer.
Pressemeddelelse03.12.2015

Open Data Challenge - Vinderen er FILLR

Emner: Digitalisering, Vækst og iværksætteri, Virksomhed og erhverv

Erhvervsstyrelsen afholdte torsdag, 26. november afslutningsevent for en challenge, som åbnede offentlige data til gavn for vækst og udvikling i dansk erhvervsliv.

Den lille softwarevirksomhed FILLR løb med æren og de 100.000 kr. FILLR gør det meget lettere at handle på nettet, fx når en håndværksmester bestiller varer hos en ny leverandør, så behøver hun kun taste sit CVR-nummer. FILLR henter automatisk adresse, telefonnummer og e-mail ved brug af åbne offentlige data. Således sparer håndværksmesteren en masse tid og leverandøren undgår fejlindtastninger og er beskyttet mod svindel. 

FILLR er udviklet af Kasper Christjansen og Henrik Haugbølle, som begge har en baggrund som softwareudviklere:

Open data challenge prisen giver os masser af positiv omtale, og vi har fået åbnet døren til et interessant netværk af erhvervspersoner. De 100.000 kroner giver os mulighed for at videreudvikle vores løsning hurtigere.

Fem finalister med stort potentiale

FILLR konkurrerede mod fire andre virksomheder til det afsluttende event på IT-Universitetet. Opgaven var at finde en løsning som giver virksomheder nem adgang til alle de frigivet åbne offentlige data. Finalisterne pitchede foran en jury bestående af Camilla Ley Valentin, Jimmy Fussing Nielsen, Anders Hoffmann og Steven Adler. Juryen udnævnte en tredje, anden og første plads:

Alle fem løsninger har et stort potentiale, og finalisterne anskueliggjorde det store potentiale, der er for vækst, ved at bruge de  åbne offentlige data, siger Anders Hoffmann, formand for juryen og vicedirektør i Erhvervsstyrelsen.

De fire øvrige finalister var:

  • Crediwire løb med andenpladsen, som sikrer finansiel rådgivning i øjenhøjde til små og mellemstore virksomheder.
  • LassoExcite fik en tredjeplads med en løsning, som viser vækstpotentiale for virksomheder på baggrund af netværk og relationer.
  • Bayesian fremlagde et visuelt værktøj til ekspansion og udvidelse af kundedatabasen.
  • Apaq pitchede et effektiviseringsværktøj, der sikrer bedre ruteplanlægning til servicevirksomheder.

Challenges.dk - Erhvervsstyrelsens Crowdsourcing platform

En høj grad af digitalisering er afgørende for virksomhedernes daglige drift og deres muligheder for at indtage nye markeder og skabe vækst. Samtidig kan erhvervsrelevante data være en guldgrube for innovative virksomheder, som forstår at udnytte den store viden og de forretningsmuligheder, der kan hentes i tallene. Open Data Challenge har vist sig at være en stor succes, og Erhvervsstyrelsen vil derfor i 2016 arbejde videre med challenge-konceptet.

> Følg med på challenges.dk

Vinderprojektet kan ultimo januar opleves på Virk