Facebook LinkedIn Twitter Hvis du deler indholdet, vil udbyderen af servicen sætte en eller flere cookies på din computer.
Pressemeddelelse28.08.2014

Nyt Virk styrker forretningen og skaber vækst

Emner: Digitalisering

Torsdag den 28. august 2014 blændes op for et nyt og samlet Virk, der er enkelt og brugervenligt. Virksomhederne kan bruge det nye Virk, når de indberetter, starter virksomhed, skal vækste eller udvikle nye forretningsområder.

Kontorchef i Erhvervsstyrelsen, Carsten Ingerslev:

Virk har eksisteret i 10 år og det er blevet kæmpestort. Der er 1600 digitale løsninger fra 98 myndigheder og kommuner. Og 3,5 mio. indberetninger om året. Allerede i dag sparer Virk danske virksomheder for over 600 årsværk. Med det nye Virk gør vi det endnu nemmere at udvikle og drive virksomhed i Danmark.

Tre indholdsområder på det nye Virk
Det nye Virk er et samlet erhvervsunivers, hvor virksomhederne finder disse områder:

  • Virk Indberet, der giver hurtig adgang til alle indberetningsløsninger blandt andet NemRefusion og Fakturablanketten, der er de mest brugte.
  • Virk Startvækst samler en lang række informationer og værktøjer til virksomheder og iværksættere, som enten skal starte virksomhed eller som skal ind i solide vækstforløb. Virk Startvækst giver blandt andet mulighed for at stille spørgsmål til en række professionelle erhvervseksperter.
  • Virk Data er et helt nyt og innovativt område på Virk, hvor virksomhederne kan få inspiration til at bruge data. I den første spæde version indeholder Virk Data et katalog over erhvervsrelevante data fra offentlige myndigheder og et App Market med løsninger bygget på data.

Et eksempel på, hvad man kan bruge offentlige data til er løsningen fra Bisbase, som vandt Virk Data Case Competition i juni. Bisbase vandt med en løsning, der gør det let at identificere en virksomheds styrker og svagheder.

Virk Data bliver løbende udviklet, og ved årets udgang bliver en ny version af CVR-registret præsenteret.

Kontorchef i Erhvervsstyrelsen, Carsten Ingerslev:

På Virk Data lancerer vi ved årets udgang et nyt smart CVR-register. Her giver vi de tusindvis af kunder, der søger CVR-data, den information de ønsker, gennem en enkel søgning, direkte fra skærmen. Det sparer tid og dermed penge for alle vores brugere.

Brugervenlighed i centrum
Virk er en fællesoffentlig erhvervsportal, hvor Erhvervsstyrelsen står for driften. De forskellige myndigheder har selv ansvar for de løsninger, de har på Virk.

Erhvervsstyrelsen arbejder hele tiden på at gøre alle løsninger bedre, blandt andet gennem vejledninger og råd om brugervenlighed.

På det nye Virk er designet blevet mere brugervenligt og virksomhederne har mulighed for at få hjælp og tips via hjælpeguides, så de kan komme godt i gang.

Se det nye Virk på: Virk.dk

Kontakt: Kommunikationsmedarbejder Marlene Kønig 35 29 12 29 /markon@erst.dk