Facebook LinkedIn Twitter Hvis du deler indholdet, vil udbyderen af servicen sætte en eller flere cookies på din computer.
Nyhed15.11.2018

Nyt layout i 'Ændre virksomhed'

Emner: Virksomhed og erhverv

Erhvervsstyrelsen implementerer den 20. - 21. november ændringer i brugergrænsefladen på 'Ændre virksomhed' på Virk Indberet. De nye funktioner vil give bedre overblik for dig, som bruger løsningen og betyde, at du nemt og sikkert kan gennemføre ændringer.

Nye funktioner i 'Find virksomhed'

Det bliver i søgefeltet muligt at fremsøge virksomheder på baggrund af deres navn, p-nummer og CVR-nummer. Søgefunktionen vil fungere i stil med den, som allerede findes i CVR på Virk.

Har du en rolle fx som ejer i en virksomhed, vil virksomheden fremgå af listen ’Dine Virksomheder’, som vil være at finde lige under søgefeltet.

Den tidligere drop-down menu skiftes ud med en overbliksside, som med lidt flere ord forklarer, hvad det er muligt at gøre under de enkelte punkter. Det er også her, du vil kunne oprette, redigere og lukke p-enheder. 

Nye funktioner for selskaber

Menuen bliver flyttet over i venstre side og bliver klikbar. Under menupunkterne vil det blive muligt at redigere med det samme uden først at skulle aktivere rediger-knappen.

Det bliver angivet med små ikoner, hvor du har foretaget ændringer.

Menupunktet ’Startsiden’ kommer til løbende at opdateres med de ændringer, du har foretaget. Du kan altid få et overblik ved at klikke på den lille kurv i øverste højre hjørne på alle undersider.

Advarselsbeskeder vil indeholde et link til det sted, hvor der er behov for at gøre mere. Det kan eksempelvis være at vedhæfte dokumentation. Et ikon i menuen vil vise, hvor problemer skal rettes.

I det endelige overblik i forbindelse med godkendelsen vil det ved ændringer af eksisterende registreringer fremgå, hvad der var registreret før, og hvad der fremadrettet vil være registreret. Fx Æblevej 6 til Æblevej 18.

Begrænsning af filformater ved stiftelser samt fusioner- og spaltninger

Som noget nyt vil det kun være muligt at indsende stiftelsesdokumenter, fusionsplaner og spaltningsplaner i filformaterne PDF og i de gængse billedformater.

Ændringen skyldes, at Erhvervsstyrelsen har øget fokus på at dokumenterne er korrekt underskrevet.  

Vi implementerer de nye funktioner den 20. - 21. november på Ændre virksomhed på Virk Indberet

 

Nyheden er opdateret den 16/11-2018