Facebook LinkedIn Twitter Hvis du deler indholdet, vil udbyderen af servicen sætte en eller flere cookies på din computer.
Pressemeddelelse18.03.2016

To nye erhvervspartnerskaber viser vejen til cirkulær forretning

Emner: Vækst og iværksætteri

Fyld pulveriseret beton på en 3D-printer og print nye betonelementer. Fremstil medicin af sukkerroetoppe fra Lolland. Det er nogle af perspektiverne i to nye erhvervspartnerskaber.

Globalt udgør virksomhedernes omkostninger til ressourcer og materialer en stigende andel af produktionsudgifterne. Det betyder, at virksomhederne kan styrke deres konkurrenceevne og skabe vækst, hvis de udnytter de nye forretningsmuligheder i cirkulær økonomi.

3D-printteknologi i dansk byggeri er et eksempel på dette. Her kan genanvendelse af brugte byggematerialer nedbringe spild på byggepladsen. Og inden for bioraffinering af biologiske restprodukter kan test og udvikling resultere i nye, avancerede biologiske produkter af høj værdi. Værdi, der også vil give positiv afsmitning på bundlinjen.

Vicedirektør i Erhvervsstyrelsen, Anders Hoffmann:


”De to nye, stærke erhvervspartnerskaber kan på hver deres måde bane vej for, at flere virksomheder kommer i gang med at udnytte de cirkulære forretningsmodeller, og det arbejder vi målrettet for i Erhvervsstyrelsen. Jeg har derfor store forventninger til partnerskaberne og deres bidrag til at styrke væksten i hele Danmark.”

Begge erhvervspartnerskaber får tilskud af Erhvervsstyrelsen til arbejdet med at omsætte de nye teknologiske muligheder til god forretning i danske virksomheder, og samtidig sikre en smartere og mere effektiv udnyttelse af ressourcerne til gavn for vores miljø.

Et nyt internationalt studie peger netop på store økonomiske og miljømæssige potentialer for danske virksomheder ved at udnytte cirkulære forretningsmulig-heder. Konkret peges på mulighederne ved 3D print i byggeriet og højere værdiudnyttelse af restprodukter fra landbrug- og fødevareproduktionen, som på sigt vil kunne øge det danske bruttonationalprodukt med hhv. 4 og 3 mia. kr. årligt. Studiet er udført af tænketanken Ellen MacArthur Foundation i samarbejde med McKinsey med bidrag fra Erhvervsstyrelsen og Miljøstyrelsen.

Kontakt: Pressemedarbejder i Erhvervsstyrelsen, Marlene Kønig, Tlf. 35 29 12 29, MarKon@erst.dk

Fakta og kontaktpersoner vedr. de to nye erhvervspartnerskaber

Testanlæg for bioraffinering

Partnerskabet etablerer et testanlæg for bioraffinering for at undersøge forretningspotentialerne ved at udvinde højværdiprodukter som fx proteiner bl.a. fra roetoppe fra Lolland, indsamlet tang og restprodukter fra ølproduktion. Formålet er at afdække mulighederne for at etablere egentlige produktionsanlæg i Danmark. I partnerskabet deltager Nordic Sugar, Guldborgsund Kommune, SEGES, Vestjyllands Andel, Københavns Universitet, Agro Business Park, HedeDanmark, Nordisk Tang, Saponin Innovation Centre Europe og Teknologisk Institut.

Anne Christine Steenkjær Hastrup, Faglig leder, Teknologisk Institut:

”Med partnerskabet skaber vi en central platform for virksomheder og projekter til at afprøve ideer samt udvikle og opskalere processer til at skabe nye forretningsmuligheder baseret på udnyttelse af biobaserede restressourcer. Vores pilotforsøg vil lægge grundlaget for at opbygge fuldskala produktionsanlæg og skabe nye arbejdspladser rundt om i landet med udgangspunkt i optimal udnyttelse af de lokale ressourcer. Konkret vil vi bl.a. sammen med Nordic Sugar og Guldborgsund Kommune afdække mulighederne for etablering af et anlæg på Lolland, som kan udnytte sukkerroetoppe."

Kontakt

Anne Christine Steenkjær Hastrup, faglig leder, Teknologisk Institut, tlf. 72 20 16 02, acha@teknologisk.dk.

John P. Jensen, Senior Group Advisor, Nordic Sugar: tlf. 24 69 88 12, John.P.Jensen@nordzucker.com.

3D testprint af forskellige materialers egnethed til byggeformål

Det andet partnerskab vil med en 3D testprinter printe og teste forskellige materialers egnethed til byggeformål. Det vil de gøre, for at afdække forretningsmuligheder for 3D print i dansk byggeri. De vil bl.a. se på brug af knust beton, mursten, gips og andet byggeaffald som byggemateriale. I partnerskabet deltager NCC, Force Technology, Gips Recycling og 3D printhuset. De vil udbrede den nyeste viden til byggebranchen og har netop lanceret et online videns-site, hvor alle interesserede kan engagere sig i partnerskabet og eller blot følge med.

Jim Larsen, faglig leder, 3D printhuset:

”Med partnerskabet vil vi bane vejen for brug af 3D-print i dansk byggeri. Teknologien ser lovende ud for byggebranchen på en række punkter, bl.a. automatisering, bedre sikkerhedsforhold, mindre materialeforbrug- og dermed affald - samt en mulighed for potentielt at anvende flere genanvendelige materialer. Disse faktorer kan betyde en betydelig økonomisk og miljømæssig gevinst for branchen. På www.3dprintetbyggeri.dk kan man følge med i lignende erfaringer fra udenlandske projekter og vidensinstitutioner; holde sig up-to-date med offentliggørelsen af den første danske betonprinter, samt indhente informationer om materialer der 3d-printes mv.”

Kontakt

Jim Larsen, faglig leder, 3D printhuset, tlf: 28 51 80 70, jl@3dprinthuset.dk.

Erhvervsstyrelsen

Partnerskaberne er tildelt støtte fra Grøn Omstillingsfond under Erhvervsstyrelsen fra en ansøgningsrunde om erhvervspartnerskaber for cirkulær forretningsudvikling afholdt i december 2015. Bevillingen til Grøn Omstillingsfond udløb i 2015. Erhvervsstyrelsen arbejder for at skabe de bedste rammer for dansk erhvervsliv, herunder cirkulære forretningsmuligheder i danske virksomheder, som reducerer virksomhedernes ressourceforbrug.

Læs mere om de to nye partnerskaber

Læs mere om cirkulære forretningsmodeller og studiet fra Ellen MacArthur Foundation