Nyhed

Ny analyse af iværksætterselskaber

Erhvervsstyrelsen har udarbejdet en undersøgelse af iværksætterselskaber.

  • 17. september 2018
  • Regler for virksomheder

For at understøtte iværksætteriet i Danmark blev det fra den 1. januar 2014 muligt at stifte et iværksætterselskab. Erhvervsstyrelsen har nu gennemført en analyse af brugen af iværksætterselskaber, herunder om de anvendes som tilsigtet.

Analysen viser, at iværksætterselskaber som virksomhedsform er blevet hyppigt anvendt. Siden 2014 er der stiftet over 41.000 iværksætterselskaber. Udover at virksomhedsformen er blevet hyppigt anvendt til udøvelse af erhvervsvirksomhed, er den også blevet udbredt som virksomhedsform ved etablering af holdingselskaber.

Analysen viser endvidere, at langt størstedelen af iværksætterselskaberne betaler deres skatter og afgifter. Samtidig viser tal fra Skatteforvaltningen, at skatte- og afgiftsrestancer for iværksætterselskaber er højere end for f.eks. enkeltmandsvirksomheder, og at iværksætterselskaber i højere grad end anpartsselskaber og især enkeltmandsvirksomheder sanktioneres af Skatteforvaltningen.

Endeligt viser analysen, at den hyppigste måde, hvorpå iværksætterselskaber bliver opløst, er tvangsopløsning eller konkurs. Med introduktionen af iværksætterselskaber er antallet af selskaber, der sendes til tvangsopløsning, steget, hvilket har medført øgede omkostninger for det offentlige.

Læs 'Analyse af iværksætterselskaber 2018' (pdf)