Nyhed

Nu får alle virksomheder forlænget frist for indsendelse af årsrapport

Mange virksomheder står over for at skulle afholde ordinær generalforsamling, hvor virksomhedens årsrapport skal godkendes. Disse virksomheder får nu mulighed for at udskyde generalforsamlingen og indsendelsen af årsrapporten.

  • 2. april 2020
  • Regler for virksomheder

Der er vedtaget nye regler om udskydelse af fristen for indsendelse af årsrapporten.

Tidligere blev der vedtaget en fristudskydelse for virksomheder med mere end 10 ejere. Nu er der vedtaget nye regler, som giver mulighed for at fastsætte en udskydelse af fristen, som kan benyttes af alle virksomheder.

De nye regler giver erhvervsministeren mulighed for at vedtage fravigelser af bl.a. frister på selskabs- og regnskabsområdet.  Fravigelser kan tillægges tilbagevirkende kraft til den 1. marts 2020.

Loven træder i kraft i begyndelsen af næste uge, og ministeren vil ved lovens ikrafttræden udstede en bekendtgørelse med bl.a. udskydelse af fristen for indsendelse af årsrapporter og afholdelse af ordinær generalforsamling.

Fristen for indsendelse af årsrapporten vil blive forlænget med 3 måneder og vil gælde for en nærmere fastsat periode, der som minimum vil omfatte kalenderårsregnskaberne for 2019.  

Virksomheder vil også få mulighed for at fravige vedtægts-krav om afholdelse af ordinær generalforsamling på et bestemt tidspunkt.

Læs mere om årsrapporter og regnskaber