Facebook LinkedIn Twitter Hvis du deler indholdet, vil udbyderen af servicen sætte en eller flere cookies på din computer.
Foto: Af medarbejdere

Når udlandet trækker

Drømmer du om en karriere i udlandet, så kan Erhvervsstyrelsen være din genvej. Vi har hvert år akademiske medarbejdere, som er lånt ud, på udstationering, får orlov eller har en funktion med flere rejser om året.

National ekspert i EU

En udstationering som national ekspert i en af EU's institutioner kan være et oplagt og attraktivt valg i et karriereforløb i Erhvervsstyrelsen. Udstationeringen kan give dig nogle gode oplevelser på det personlige plan, såvel som det kan give dig nye kompetencer og et internationalt netværk.

Som national ekspert arbejder du for EU, men har i kraft af din tilknytning til det hjemlige ministerium mulighed for at være brobygger mellem EU og den danske centraladministration.

Udstationeringen varer typisk to år - med mulighed for forlængelse i yderligere to år.

Bud efter danske eksperter

En anden mulighed er, at du efterhånden får så meget indsigt i et bestemt område, at du er blevet ekspert, og der kommer bud efter din ekspertise fra udlandet.

Det ser Erhvervsstyrelsens positivt på, fx har vi eksperter indenfor teleområdet, som arbejder i udlandet:

Frederik, cand. merc. jur.:

En dansk vicedirektør og en new zealandsk kommissær møder hinanden på en konference og udveksler gode råd om teleregulering. Et par dage senere modtager Erhvervsstyrelsen en mail fra kommisæren, som spørger, om vi mon kan hjælpe dem. Og sådan gik det til, at jeg et par måneder senere havde min første arbejdsdag down under. Her skal jeg hjælpe den new zealandske konkurrencemyndighed med at udvikle en model til brug for fastsættelse af engrospriser på teleområdet.

Vi har et omfangsrigt samarbejde med virksomheder og institutioner i udlandet, læs mere om det på vores sider om Vækst og international handel.

Der er mange muligheder for at få en international karriere i Erhvervsstyrelsen, det tror vi nemlig på, er med til at skabe Europas bedste vækstvilkår.