Facebook LinkedIn Twitter Hvis du deler indholdet, vil udbyderen af servicen sætte en eller flere cookies på din computer.
Pressemeddelelse24.04.2014

Mobil datatrafik fordoblet på et år

Danskerne forbrug af mobilt bredbånd stiger fortsat markant. Det seneste år har stigningen været 115 pct. Vi sms'er til gengæld langt mindre end tidligere. I 2013 sendte vi 1,7 mia. færre beskeder end året før. Det viser nye tal fra Erhvervsstyrelsen.

Niels May Vibholt, Kontorchef i Erhvervsstyrelsen:

- Danskerne bruger smartphones og tablets langt mere end tidligere og på nye måder. Med de højere hastigheder på 4G-nettet bliver det endnu mere oplagt både at surfe og streame tv, video og musik, når man er på farten, men også at bruge smartphonens mobile bredbånd som internetforbindelse til hjemmecomputeren.

Datatrafikken fra mobiltelefoner steg 115 pct. fra 16.000 TB i 2012 til 34.400 TB i 2013. Det svarer til, at hvert mobile bredbåndsabonnement til mobiltelefoner i gennemsnit up- og downloadede 7,6 GB i løbet af 2013 mod 4,0 GB i 2012.

I samme periode steg det samlede antal mobile bredbåndsabonnementer til mobiltelefoner med 11 pct. fra 4,4 mio. til 4,9 mio. Dermed steg antallet af mobile bredbåndsabonnementer til mobiltelefoner pr. 100 indbyggere fra 79 til 87 i løbet af 2013.

Brugen af smartphones og mobilt internet præger fortsat også udviklingen på sms, som bliver ved med at falde. Antallet af sendte sms’er er faldet fra 11,3 mia. i 2012 til 9,6 mia. i 2013 – et fald på næsten 15 pct. Det svarer til, at hvert mobilabonnement i gennemsnit sendte 111 sms’er om måneden mod 130 sms’er året før.

Antallet af mobilabonnementer, der bruges til kommunikation mellem maskiner (også kaldt telemetriabonnementer), har gennem flere år oplevet store stigninger. Fra slutningen af 2011 og et år frem steg telemetriabonnementerne næsten 11 pct., mens stigningen i løbet af 2013 var på hele 19 pct. fra 690.000 til 823.000 abonnementer.

Læs hele Telestatistik - andet halvår 2013

For yderligere oplysninger kontakt pressemedarbejder Julie Bech Willemoe på 35 29 19 46 eller jubewi@erst.dk.

Andre tal fra telestatistikken

Nedenstående viser i hovedtræk udviklingen på det danske telemarked det sidste år, fra 2012 til 2013.

Fastnet og mobilt bredbånd

  • Det samlede antal mobile bredbåndsabonnementer steg med 10,5 pct. fra 5.442.000 til 6.016.000 fra slutningen af 2012 til slutningen af 2013.
  • Den primære kilde til væksten er en stigning i standard mobilabonnementer, der bruger data. De steg med 16,2 pct. fra 3.208.000 til 3.726.000 fra slutningen af 2012 til slutningen af 2013, og udgør nu 61,9 pct. af alle mobile bredbåndsabonnementer.
  • Antallet af fastnet bredbåndsabonnementer er steget med 3,7 pct. fra 2.218.000 til 2.300.000 fra slutningen af 2012 til slutningen af 2013.
  • Antallet af fastnet bredbåndsabonnementer baseret på kobber (DSL) er fortsat svagt faldende med negativ vækst på 1,7 pct. i løbet af 2013. Kabelmodem-teknologien oplever fortsat en stigning - fra slutningen af 2012 til slutningen af 2013 var stigningen på 6,1 pct. Fiber er fortsat i kraftig fremgang med en vækst på 24,1 pct. svarende til 65.000 nye fiberabonnementer.
  • Medianhastigheden for fastnet bredbånd download er steget med 17,5 pct. fra 18,3 Mbit/s i slutningen af 2012 til 21,5 Mbit/s i slutningen af 2013.
  • Medianhastigheden for upload udgør fortsat omkring 10 pct. af medianen for download i slutningen af 2013. Den steg fra 1,9 til 2,4 Mbit/s i løbet af 2013.
  • Bredbåndshastighederne er baseret på selskabernes markedsførte hastigheder. Medianen er en beregnet hastighed, hvor den ene halvdel af de solgte abonnementer har højere hastigheder og den anden halvdel lavere.

Mobilabonnementer og -trafik

  • Det samlede antal mobilabonnementer (inkl. mobilt bredbånd via dongles) er stort set uændret på 8,3 mio. abonnementer.
  • Antal afsendte sms-beskeder var 9,6 mia. i 2013 mod 11,3 mia. året før, et fald på 14,6 pct. Antallet af afsendte mms-beskeder steg med 22,2 pct. fra 147 mio. i 2012 til 180 mio. i 2013.
  • Fra andet halvår 2012 til andet halvår 2013 faldt mængden af mobil udlandstrafik med 8,0 pct. til 348 mio. minutter. Den mobile indlandstrafik steg med 2,6 pct. i samme periode.
  • Den mobile datatrafik er steget med 68,1 pct. fra 40.900 TB i 2012 til 68.800 TB i 2013. For første gang er den samlede datatrafik fra mobiltelefoner lige akkurat større end datatrafikken fra mobilt bredbånd via eks. dongles. Datatrafikken fra mobilt bredbånd steg med 38,1 pct. fra 24.900 TB i 2012 til 34.400 TB i 2013.

 Fastnet

  • PSTN-telefoni bliver i højere grad udskiftet med mobiltelefoni eller IP-telefoni. Således faldt antallet af PSTN-abonnementer med 131.000 fra 960.000 til 829.000, hvilket er det samme som 13,6 pct.
  • Trafikken fra PSTN- og ISDN-abonnementer er fortsat på retur. I 2013 blev der genereret 17,9 pct. mindre trafik end i 2012. I 2012 var den samlede IP-trafik 1.85 mio. minutter mod 1.82 mio. minutter i 2013, hvilket svarer til et fald på 1,7 pct.

 Bundlede tjenester

  • I slutningen af 2013 var antallet af triple-play-abonnementer 356.000, en stigning på 13,5 pct. i forhold til slutningen af 2012. I samme periode steg antallet af dual-play-abonnementer med 3,7 pct. og det samlede antal bundlede tjenester med 6,9 pct. Triple-play er abonnementer, der kombinerer tre forskellige tjenester i ét abonnement, fx tv, internet og telefoni. Dual-play er tilsvarende abonnementer, der kombinerer to forskellige tjenester i ét abonnement, fx tv og internet eller internet og telefoni.

Baggrund

  • Erhvervsstyrelsen indsamler og kvalitetssikrer to gange årligt data fra udbydere af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester. Disse data bliver publiceret i to halvårlige telestatistikker.
  • Data i ’Telestatistik – andet halvår 2013’ er baseret på indberetninger fra 117 selskaber.
  • Telestatistikken og de tilhørende baggrundsark.