Facebook LinkedIn Twitter Hvis du deler indholdet, vil udbyderen af servicen sætte en eller flere cookies på din computer.
Pressemeddelelse11.11.2013

Lettere for virksomheder at lave statistikindberetninger og at bruge digital signatur

Med 60 nye forenklingsforslag sætter Virksomhedsforum fokus på, hvordan de ressourcer, virksomheder bruger på statistikindberetninger og på administration af digitale signaturer, kan begrænses.

Janicke Schultz-Petersen, adm. direktør, MJK Automation:

Vi bruger rigtig meget tid på at indberette statistikoplysninger og oplever ofte, at de samme oplysninger skal indberettes til flere myndigheder. Offentlige digitale platforme er karakteriseret ved en ”silo” tankegang og ikke tænkt sammen og ensrettet på tværs. Forslagene fra Virksomhedsforum kan bidrage til at lette indberetningsbyrden og skabe bedre koordinering på tværs af myndigheder.

Jacob Himmelstrup, adm. direktør, Linimatic A/S:

Administrationen af digitale signaturer er uigennemskuelig og tidskrævende. Vi oplever, at løsningerne ikke er tilpasset dagligdagen i virksomhederne. Gennemføres forslagene fra Virksomhedsforum, bliver det meget lettere for mig og mine medarbejdere at oprette og anvende digitale signaturer.

Virksomhedsforums forslag på statistikområdet skal bl.a. bidrage til større brugervenlighed og øget genbrug af data. På signaturområdet foreslås en række tiltag, der skal gøre det nemmere at oprette signaturen og at styre brugerrettighederne.

Virksomhedsforum gør i en årsrapport status for det første år og kommer med en række anbefalinger til det fremtidige samarbejde med regeringen.

Michael Ring, formand for Virksomhedsforum for enklere regler:

Vi har sendt over 200 forslag til regeringen, og næsten 80 % af vores anbefalinger følges. Det er en pæn og tilfredsstillende andel. Nu venter myndighedernes arbejde med at implementere forslagene, så danske virksomheder oplever forenklingerne i deres dagligdag. Det er et arbejde vi i Virksomhedsforum vil følge nøje.

Samtlige forslag og årsrapporten kan ses på enklereregler.dk

Kontakt: Michael Ring, formand for Virksomhedsforum, tlf. 20 20 84 86.